Deportationer og dødsmarcher under det armenske folkedrab

I første halvdel af 1915 havde Osmannerrigets ungtyrkiske regering gennemført folkedrabets første fase: Størstedelen af de våbenføre armenske mænd var slået ihjel og den armenske elite var blevet arresteret og henrettet. I mange af de armenske landsbyer var der nu kun kvinder, børn og ældre mennesker tilbage. De blev nu samlet i grupper på flere tusinde og under bevogtning af tyrkiske soldater beordret til at marchere ud i den syriske ørken. Efter ordre fra regeringen blev deres jord og ejendele konfiskeret og overtaget af deres tyrkiske og kurdiske naboer eller af soldater og embedsmænd. Ungtyrkerne påstod, at det endelige mål med deportationerne var at bosætte armenierne i den sydlige del af Osmannerriget, det nuværende Syrien, for at fjerne dem fra krigszonen langs den osmannisk-russiske grænse. Ungtyrkerne mente, at armenierne var til fare for rigets sikkerhed, fordi de – ifølge ungtyrkerne – sympatiserede med ærkefjenden Rusland. Det viste sig dog hurtigt, at de deportationer, der blev iværksat i løbet af sommeren 1915, havde en helt andet karakter end sikkerhedshensyn eller militær nødvendighed: De var regulære dødsmarcher.

Overfald på deportationskaravanerne

Så snart deportationskaravanerne forlod byerne, begyndte planlagte overfald. Mange af armenierne, der blev tvunget til at marchere mod ørkenen, var kvinder, fordi de fleste mænd i den våbenføre alder på dette tidspunkt allerede var blevet ført bort og myrdet. Størstedelen af kvinderne i deportationskaravanerne blev voldtaget og dræbt af enten tyrkiske soldater, voldelige kurdiske bander organiseret af regimet eller militærets såkaldte ”Specielle Organisation”, der bestod af kriminelle, som var blevet løsladt fra fængslerne med det formål at overfalde deportationskaravanerne. Mange armenske børn blev bortført fra karavanerne og blev givet eller solgt som slaver til tyrkiske familier, hvor de blev tvangskonverteret til Islam og tvunget til at glemme deres armenske baggrund. Ofte varede marcherne i flere måneder. Hundredvis af kilometer skulle tilbagelægges til fods og uddelingen af mad og drikke blev med vilje holdt på et minimum. Det betød, at armeniere døde i stort antal i ørkenen af sult, tørst, udmattelse og sygdom. De fleste af dem, der nåede frem til Syrien, blev enten dræbt ved ankomsten eller anbragt i fangelejre under umenneskelige forhold.