At nogen kan stå bag et flercifret dødstal og stadig være i stand til at se sig selv i spejlet efterfølgende, virker umuligt og umenneskeligt for de fleste af os mennesker. Alligevel er det ikke et sjældent fænomen. Der gemmer sig indtil flere eksempler på folkedrab, hvis man kigger tilbage i historien. Man kommer automatisk til at tænke på bestemte eksempler på folkedrab, når vi hører ordet. ”Holocaust” og Saddam Husseins forsøg på at udrydde alle kurdere i Irak, er udemærkede eksempler på, hvordan store folkeslag led under enkelte diktatorers forskruede tankegang, meninger og holdninger.
Oplagt ville det være, at spørge: Hvad er det, der får mennesker som Stalin, Hitler og Saddam Hussein til at udvikle den form for had over for bestemte folkegrupper? Det er der nok ingen, der kan svare helt præcist på.
Heroppe i norden sidder vi civiliserede, moderne, velfungerende danskere. Vi har tendens til at omtale emnet i datid. Det var noget som forekom ”engang”. Det virker da også usandsynligt at sådanne episoder eksisterer i et moderne samfund, men ikke desto mindre er det noget der foregår i dette øjeblik enkelte steder i verden. Rettes blikket mod Afrika ses det at mange lider døden hver dag, bl.a. grundet et kaotisk samfund, der overser mafiaer, som styrer, og terroriserer hele landsbyer. Også i Tibet ses det at mange tibetanere bukker under for den undertrykkelse, som Kina udsætter dem for.
Det er gratis at oprette en konto