Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Måske er det endda forkert, at jeg skriver til dig, lige nu. Måske bør vi heller ikke se hinanden igen.
Min kære du var min forlovede, og vi havde det skønt sammen. Men en dag drog du ud i krig. Jeg lovede dig at jeg ville vente på dig, og at jeg altid ville elske dig, og kun dig.
Sekunderne føltes som minutter, minutterne føltes som timer, timerne føltes som dage, dagene som uger, uger som måneder og måneder som år. Dagene gik og der var nu gået 3 år, men jeg mistede alligevel ikke håbet, om at du ville vende tilbage en dag, så vi kunne gifte os.
En dag da jeg var ved at lave din yndlingsmad, bankede døren. Det var din søster Margrethe. Hun kom med et hængende hoved, ind i køkkenet til mig. Jeg blev urolig, og spurgte om hvad der var hændt med hende. Hun fortalte mig at din ven fra millitæret, kom med dårlige nyheder. Jeg blev bange, for at der var sket dig noget, eller for at krigen ville strække sig i længere tid. Hun så på mig med øjnene fyldt med tåre, og fortalte at du døde. Min verden brød sammen, og intet betød noget for mig længere. Jeg ville tage livet af mig selv, for at være sammen med dig. Jeg prøvede flere gange, at gøre det men blev forhindret. Indtil min far besluttede at gifte mig væk, til en rigsmand.
Det er gratis at oprette en konto