I dag, d. 16. september 2006 bliver dagen man aldrig glemmer. Hele Kina er fyldt op til renderne med vand.
Under et halvtag på togstationen Hongkong i Kina er der fyldt op med mennesker. Det står ned i stænger så en paraply ville være meget optimistisk at begive sig ud med.
Metrologerne sagde i går aftes, at denne dag ville blive vores sidste varme sommerdag i år, men de tog atter fejl. Regn katastrofen i Japan har nu bevæget sig til Kina.
Pt. holder skyerne stille over Østkina og metrologerne ved endnu ikke hvornår den bevæger sig videre.
Få mennesker rener stadig rundt i shorts og T-shirts selvom det i dag er en endnu koldere sensommer end nogensinde før. Panikken ses i alle menneskernes øjne. Få børn er til stede. Røde og ømme øjne ses på nogle få af de voksne og på de fleste af alle børnene. Hvad skal der ske? Hvornår stopper det? Har jeg noget at vende hjem til?
Jeg har længe forsøgt at få kontakt til nogle mennesker omkring mig, men kun få er villige til at give en lille kommentar. Men jeg fortsætter.
En mand i trediverne står alene på fortovet med en paraply i hånden. Jeg går hen til ham.
Det er gratis at oprette en konto