Jeg løb som aldrig før. Jeg giver mig 110 procent. Jeg har aldrig ydet så meget. Det var jo finalen. Vi skal vinde. Jeg accepterer ikke et nederlag. Mit hjerte hamre derud af. Jeg kan mærke adrenalinen løbe gennem mine årer. Jeg får bolden. Jeg stormer mod målet. Jeg er ustoppelig og det føles fantastisk. Jeg dribler, 1 2 3 mand sat af. Jeg kigger op mod målet. Jeg sparker alt hvad jeg kan, men rammer kun handskerne på målmanden. Hjørnespark. Bolden bliver sparket direkte mod mig, og jeg gør klar til at score og pludselig kommer målmanden stormene. Vi hopper…
Hvor er jeg? Min mor har tårer i øjnene, og sidder til højre for mig, og en mand i ambulancemand kigger på mig. Han fokuserer kun på mit hoved. Hvad skete der? Hvorfor er mit hoved spændt fast? og hvad laver jeg i en ambulance? Jeg har dunkende hovedpine og min hukommelse vænner lige så småt tilbage. Jeg husker at jeg lander på nakken og så ned på ryggen. Har jeg brækket nakken? Nej mine arme og ben virker i hvert fald stadig. Ambulance manden og min mor snakker om kraniebrud og hjernerystelse og nakkeskader. Ambulance manden lyser mig i øjnene og fortæller min mor at det ikke ser ud til at jeg har hjernerystelse men jeg skal stadig tjekkes på hospitalet. Ambulancemanden mærker på mit hoved. Han fortæller min mor at kraniebrud heller ikke er en mulighed. Jeg spørger hvor længe jeg var bevidstløs. Min mor fortæller mig at jeg fik målmandens knæ i hovedet og at jeg var bevidstløs i næsten 10 minutter.
Det er gratis at oprette en konto