Svigtet

-Ask, kom nu her hen, og hjælp med opvasken, jeg har meget jeg skal nå, for jeg skal til fødselsdag i morgen, råber min mor ude fra køkkenet.

Det er jo egentlig ikke min rigtige mor, men det er jo hvad hun forestiller. Eller prøver, at forestille. Hun råber igen og igen, højere og højere. Men hendes ord flyder vel bare sammen inde i mit hoved. Alt hvad hun siger, er den samme omgang bræk uden betydning. Hun er en irriterende stemme, som aldrig vil forsvinde. A pain in the ass.Sommeren er i fuld gang og fuglene kvidrer, folk er glade og de hygger sig. Men ikke mig. Jeg hader det. Jeg hader dem. Jeg hader alt. Jeg savner bare tiden før ulykken.

Sommerferien er snart slut og jeg ved hverken om jeg glæder mig over det eller frygter det. Måske begge. Min tante har foreslået, at jeg skal på efterskole, og det har jeg indtil videre accepteret.Jeg er næsten aldrig sammen med mine venner mere, og det er ifølge Søren og Mette nok også det bedste. Selvom jeg nødigt ville indrømme noget, savner jeg dem faktisk. Savner et fællesskab. Et sammenhold. Nogle jeg kan snakke med.

Ude i køkkenet sidder Søren med avisen, han sidder der hele dagen lang. Han ville være fantastisk som en statue. Han interesser sig ligeså meget for mig, som jeg interesser sig for ham: absolut intet. Han har sikkert valgt, at blive plejefar bare for, at irritere et stakkels barn. Han viser det ikke, men inderst inde ved jeg, at han hader mig.