Forsinkelsen der aldrig kom

Det var som en hel almindelig dag, mor gående hjemme gravid i anden måned, far på arbejde til klokken halv seks hvorefter han som reel ville hente min lillesøster Sofie i børnehaven, men det skulle det ikke vise sig. Mor havde forberedt forlorne harer med kartofler, og brun sauce til klokken seksten femten, hvor alle skulle være hjemme som de plejede at være, men det skulle vise sig at jeg tog fejl. Min mor og jeg havde tumlet rundt i snart en halv time efter de rent faktisk skulle have været kommet hjem, vi havde skrevet og ringet og gjort alt der var muligt for at få fat på dem, men absolut ingen reaktion fik vi. Vi begyndte nu at bide negle og bekymringen gik os til hovedet, jeg sagde så til min mor for at ryste lidt at bekymringen af hende ”mor der er ingen grund til bekymring, far har måske bare haft en hård dag på arbejdet, eller måske er der noget der lige er gået ham til hovedet, så lad os sætte os ned og få noget at spise og så for vi forhåbentlig snart en melding om hvornår de er hjemme ik`?” Så vi satte os ned og kort før vi havde lavet vores daglige bordbøn ringede telefonen ude fra køkkenet. ”biiiib, biiiiib lød det, og min mor og jeg kiggede på hinanden i forbavselse om hvem af os der ville gå ud for at tage telefonen, vi var begge i chok, men i chok over hvad, måske min far ikke kunne få fat på os over mobiltelefonen og ringede derfor på hjemmetelefonen for at spørge om maden var klar, og sige undskyld for forsinkelsen. Mor rejste sig, og gik forsigtigt over vores plankede gulv ud til køkkenet, hun løftede dernæst røret ” ha, hal, hallo” sagde hun med svag stemme, hvem der? ”Alarmcentralen, træffer jeg [NAVN A]?” lød det i den anden ende, min mor kollapsede nærmest, men havde alligevel kræfterne til at sige ” ja du træffer [NAVN A], hvad er der i vejen?” efter et par minutters samtale lagde min mor røret i, og svigefuldt haltede hun hen over gulvet og faldt nærmest ned i stolen. En tåre trillede fra hendes kind da jeg spurgte hende hvad der var hændt, og endnu en gang raslede hun i ordende, men jeg hæftede mig dog i et af ordende ”bilulykke” hvad sagde du mor, er du venlig at gentage? ”bilulykke sagde jeg, bilulykke” det eneste der pudsede mig en tanke der var, at det ikke var eller måtte være min far og lillesøster, og det insisterede jeg på. ”din far og din lillesøster har været ude for en bilulykke, på en lige strækning nær stranden, de ligger indlagt nu og er under fuld overvågning. Hvordan kunne det ske, jeg forstår det ikke” og til slut sluttede hun af med at sige. Begge to er indlagt, men Sofie er indlagt på koma afdelingen, og på daværende tidspunkt sagde det klik inden i mig, og min mor og jeg sad nu bare og kiggede ud i den tomme luft, og spekulerede nu over hvad der skulle ske med livet.