Analyse af kortfilmen 'Det Sublime'

Kortfilmen ”Det Sublime” er en fiktiv kortfilm om den lidende kunstner, Jon, som kæmper hårdt for at opnå det sublime og perfekte i sin kunst. Jon vil gerne have sin udstilling vist frem, og har en aftale med en galleriejer, Ted, om at han vil udstille Jons kunst. I Teds galleri har to andre kunstnere udstillet deres forsøg på det sublime – den første har sænket en masse dyrehoveder ned i et kar med blåt vand. Den anden har udstillet sine egne fingre, og derved overgået den første. Jons bitre kamp begynder, da han skal komme op med en ide som overgår begge udstillinger, og dette viser sig at være en enorm udfordring. Da han til sidst er ved et impasse, ender han med at ofre livet og hænge sig selv i galleriet, hvorved han overgå de andre udstillinger. ”Det Sublime” giver os et ironisk billede af en kunstverden, hvor der kræves at man går ind ud over det ekstreme for at lave noget provokerende eller forundrende.

”Det Sublime” overholder alle de klassiske elementer for fiktive kortfilm – den er kortere end 15 minutter, der er ikke flere personer end højst nødvendigt, en enstrenget handling over et kronologisk forløb. Kortfilmen strækker over et par dage, hvor vi følger Jon som desperat leder efter en ide til sin udstilling. Der er ikke så mange replikker, det er nærmest kun Ted som snakker. Handlingen følger berettermodellen meget godt: I anslaget ser vi Jon, som dedikeret arbejder på et maleri af en nøgen kvinde. Det er synligt, at hvert penselstrøg skærer ham dybt i sjælen. Næste trin i berettermodellen er præsentationen, hvor vi møder personerne og eventuelt konfliktstof. Vi præsenteres for Ted, gallerichefen, og Jons konflikt bliver hurtigt gjort klar. Han indser at hans almindelige malerier ikke kan hamle op med skruppelløsheden i de andre kunstneres værker, da de klart har ofret mere for kunstens skyld – den ene er gået så vidt at sætte sine fingre på spyd og udstille dem. Jon er altså nødt til at indgå et kompromis med sin egen kunstform, og lave noget han ikke nødvendigvis bryder sig om, da han bliver presset af Ted til at lave noget som overgår de andre. I uddybningen ser vi hvordan Jon prøver at komme på en bedre ide, og forsøger ubesindigt at skære hovedet af en kat og sågar at skære sin egen fod af. Han er dog ikke i stand til at gøre nogle af delene. Dernæst kommer point of no return, hvor Ted banker på døren og fortæller Jon at han er færdig som kunstner hvis han ikke finder på noget i en fart. I konfliktoptrapningen bryder Jon sammen foran et hvidt lærred som han i frustration har hakket løs på. Muligvis har han her indset, at den eneste måde han kan overgå de forrige kunstnere er at tage sit eget liv for kunsten. Selvmord vil løse hans konflikt, da han først og fremmest slipper for presset fra Ted, og befrier ham fra senere konflikter hvis hans kunstværk ikke var godt nok, og det miljø han befinder sig i, ses det som mere ekstraordinært jo mere man ofrer for kunstens skyld. Derved må selvmord være den mest sublime måde han kan overgå de andre på. Udtoningen er til slut, hvor tjenerne begynder at servere champagne, og gæsterne begynder at snakke igen. Harmonien genoprettes. Der er en form for kosmos-kaos-kosmos opbygning i kortfilmen, da der i starten er meget idyllisk mens han sidder og maler kvinden, og så kommer kaos da han splitter sin sjæl i sin søgen efter det mest overdådige værk. Til sidst kommer kosmos igen, da han begår selvmord, og opnår det sublime. Denne måde at bygge en film op på, holder spændingen intakt fra start til slut, da man er helt fanget af at finde løsningerne til de præsenterede problemer.