Forestillingen om at hver enkelte mennesker skal have sine rettigheder stammer helt tilbage fra oldtidens Grækenland for omkring 2300 år siden, hvor filosoffer mente at hvert menneske var født med lige rettigheder. For 700-800 år siden beskyttede staten ikke de enkelte menneskers rettigheder, der havde man kun sin slægt og venner til at passe på sig. De var Kongen, stormændene og kirken der havde magten.
1215 - De engelske stormænd tvang kongen John til at underskrive en traktat (Kendt som Magna Charta). I den lovede kong John at det kun var hvis, en fri mand (stormand), kunne anklages for at overtræde loven at ham måtte tilbageholdes (før kunne kongen sætte uskyldige mennesker i fangeskab hvis han ville), hvor han derefter skal stilles for retten og dømmes. Lignende skete i Danmark i 1282 da kongen Erik Klipping skrev under på en hånd fæstning som sagde at man kun måtte straffe en person hvis personen havde overtrådt loven (altså hvis personen var taget på fersk gerning med beviser, og ikke kun en anklagelse)
John Locke var en filosof som skrev at alle mennesker var født lige, frie og uafhængige. Han sagde at ejendomsretten var den vigtigste menneskeret. Montesquieu var en anden filosof som arbejdede videre på John Lockes ideer, især om retten til frihed, og han mente at det var forkert at kongen havde alt magten. Locke ville dele magten i 2, men Montesquieu ville dele den i 3. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Det er gratis at oprette en konto