Der har i mange år været generel enighed om de grundlæggende årsager til istidernes kommen og gåen.
Hypotesen kaldes Croll-Milankovitch teorien og postulerer, at istiderne skyldes små, cykliske variationer i Jordens bane om Solen. Variationer, der fører til et kompliceret mønster af ændringer i fordelingen af Solens energi på Jorden og derfor påvirker de globale energibalancer og varmetransporter og hermed klimaet.
Nu er de små variationer i fordelingen af Solens energi imidlertid ikke alene nok til at medføre de store udsving i Jordens gennemsnitstemperatur, der finder sted fra varmetid til istid og tilbage igen. Og her spiller kuldioxid faktisk en vigtig rolle som forstærkende mekanisme.
Data fra blandt andet de antarktiske iskerner - som helten i The Day after Tomorrow netop arbejder med - viser, at atmosfærens kuldioxidindhold i store træk svinger sammen med temperaturen, men at kuldioxidindholdet halter efter klimaændringerne. Først bliver det varmere og så - ca. 1.000 år senere - stiger kuldioxidmængden. Omvendt, når det bliver koldere.
Kuldioxid er således en af flere såkaldte feedback- (eller tilbagekoblings-) mekanismer, der forstærker de små ændringer i fordelingen af Solens energi. Når den første svage opvarmning sætter ind, fører det til en lille stigning i atmosfærens kuldioxidindhold, der igen øger temperaturen en smule og så fremdeles. Også den naturlige drivhusgas metan virker på denne måde som en tilbagekoblingsmekanisme, der forstærker klimaændringer.
Det er gratis at oprette en konto