Ebbe Skammelsøn: en genfortælling af folkevisen

Det var en fredelig og stille dag i Thy, da familien Skammel var i gang med at høste kornene ude på marken. Vinden blæste stille, og man kunne høre bladene hvisle i træerne. Hr. Skammel var en både rig og heldig mand. Han havde nemlig fem sønner, hvor de alle tjente utrolig godt. En af de fem hed Ebbe. Ebbe arbejdede for kongen ovre i København. Han var forlovet med en yndig pige kaldet Lucelille, og de skulle blive lykkeligt gift og få børn. Hans anden søn, Peder, havde ikke gjort det største ud af sig selv endnu, men det skulle han til, fordi han var i fuld gang med at bygge et skib så han kunne sejle verden rundt og tjene masser af penge. Men Peder var familiens sorte får og gik rundt med tanken om at han aldrig ville få en hustru og blive lykkelig. Han var jaloux på Ebbe og hans glæde, og han ville for alt i verden få sådan et godt liv som hans bror, så han fik en idé. En dag gik han en tur ned til Lucelille. Ebbe var ovre i København og der skulle han være i godt en måned så hans timing var perfekt. Ingen vidste hvad han havde i tankerne, men han skulle nok få noget godt ud af det. Han gik ned forbi den lille gågade og kirken, da han endelig nåede til Lucelilles’ lille villa der lå omringet af en masse birketræer og tranebærbuske. Han gik op til døren og bankede på. Der var ingen der åbnede. Han blev lidt utålmodig og bankede hårdere og endelig kunne han høre hurtige fodtrin hen af gulvet. Han skyndte sig at gennemgå alt det han havde planlagt at sige inden han kom. Han skulle bare ikke klokke i det, for hvis han gjorde, ville han blive udstødt fra familien for altid. Endelig åbnede døren og der stod hun. Han havde været forelsket i hende lige siden hende og familien mødte hinanden første gang nede på havnen. Peder havde ikke gjort det største indtryk på hende men Ebbe derimod havde charmeret hende ligesom han gjorde med alle. Han havde vundet hendes hjerte og der var Peder. Efterladt med ingenting. Som altid. Han tog en dyb vejrtrækning og kiggede så op i hendes store blå øjne. ”Hej. ” stammede han. ”Hej Peder. Hvad bringer dig her? ” spurgte hun. Han synkede og kiggede hurtigt ned i jorden. Han kunne mærke hans hjerte banke hurtigere. ”Jeg har noget vigtigt jeg skal fortælle dig Lucelille. ” Hun kiggede på ham med undrende øjne. Han blev pludselig i tvivl om det han skulle til at sige var en god idé og om det var det værd hvis han blev afsløret for tidligt. Nej, han ville få hvad han ville have. ”Ebbe snakker dårligt om dig. ” sagde han alt for hurtigt. ”Hvad? ” udbrød hun. Hun hørte det godt. ”Han er sammen med andre kvinder og siger forfærdelige ting om dig til alle og enhver. ” Sagde han lidt højere og tydeligere. Hun rystede på hovedet og nægtede at tro på det. ”Det kan ikke være sandt! Vi skal giftes om kun nogle måneder. Han kan ikke være mig utro nu. Hvor vover du at fortælle mig sådan nogle løgne. ” Han kiggede hende dybt i øjnene. ”Okay Lucelille. ” Han gik i panik. Hvad skulle han sige til hende nu? Han kunne ikke bare tilstå eller gå, så han fandt på noget meget bedre. ”Ebbe er død, Lucelille. ” Hendes øjne blev store og hendes ansigtsudtryk ændrede sig drastisk. ”Nej. Nej det kan ikke være sandt. ” Hun brød ud i tårer. ”Men brylluppet var planlagt. ” Stammede hun. Han holdt en pause og ventede lidt med at svare. ”Jeg kan godt tage hans plads, Lucelille. ” Hun kiggede på ham med store øjne. ”Mener du det? ” Han kunne ikke fornemme om hun ville eller ej, men han kunne godt mærke at der var brug or noget overbevisning. ”Ja selvfølgelig. Så behøver du ikke aflyse brylluppet. Jeg sejler afsted i overmorgen, men så kan vi blive gift når jeg kommer hjem igen. ” Der var et øjebliks stilhed inden hun kom ud med sit endelige svar. ”Jeg vil giftes i morgen. ” sagde hun. ”I morgen!? ” ”Ja i dag. Så kan du sejle afsted uden stress og så er det overstået. ” De kom begge i bryllupstøjet, hentede familien og holdte ceremonien i familiens gamle lade.