Mange kender til det med, at ens forhold ikke længere er lige så krydret, som det engang var. Og derfor ser det som en god udvej, at gå hver til sit. Men hvem skal sige de berygtede ord, og afsløre at forholdet ikke længere er holdbart? Det får man i digtet ”Dybfrostfilm” af Dan Turéll fra hans digtsamling ”3-D digte” fra 1977, et godt billede af, hvordan kvinderne begyndte at tage bukserne på og nedtone ligestillingen ved at sige, at ”pladen er løbet ud”.
I digtet bliver man som læser præsenteret for en lille historie, som bliver fortalt i 1. person ental altså en Jeg-fortæller, dette er som læser med til at skabe sympati for Jeg’et da man bedre kan sætte sig i hans sted. Det er en lille hverdagshistorie, som omhandler at en anden person, som er et ”du”, formodentlig hans kæreste eller kone slår op med ham, ved hvilken grund får man som læser ikke af vide.
Når man først ser digtet kan det ses som en novelle, der omhandler en hverdagssituation, hvor linjerne er brudt op i flere stykker, det ville derfor være genkendt som et knækprosadigt. Men da det ikke har nogen faste rim eller remser, men kun gendrivelser, som er med til at skabe lydeffekter, kan det også beskrives som et prosadigt, der også er et fortællende digt, skrevet i strofisk form, og i dette tilfælde med forskellige verselinjer.
Det er gratis at oprette en konto