Roller

Jeg er mig, og kun mig eller? Hele verden ser stort på at man er sig selv. I hvilken som helst butik du går ind i kan du købe trøjer, armbånd, sko osv. hvor der står "keep calm and be you" og andre motiverende citater der opfordre os til at være os selv og stå ved dem vi er. Men måske er det ikke ligeså nemt som man skulle tro. Hvem jeg er afhænger ikke kun af mig, det afhænger af hvem jeg er sammen med. Den klassiske er at bande! Når jeg er sammen med vennerne er det som om det filter, som jeg overvejer mine ord med, er væk. Jeg kaster om mig med fuck, shit, pis, omg og hvad jeg ellers kunne finde på. Men ville jeg også snakke sådan vis jeg var sammen med min mormor? Nej. Når du besøger mormor snakker du pænt, sidder du ordenligt og opfører dig respektfuldt. Men hvad gør man så hvis de to ting bliver blandet sammen? Forstil dig at du er sammen med vennerne og i hygger jer helt vildt og pludselig kommer mormor ind af døren og giver dig et kys på kinden og roder dig i håret. Hvordan gør man så? Skal man snakke som med vennerne eller skal filteret på som med mormor? Mormor ville nok undre sig lidt hvis du begynder at bande overfor hende. Skal man lave en blaning? Måske sige noget i stil med "Hey mormor, ej fuck jeg vidste ikke du kom! Hvaaa var det en svedig omgang bango igår?!" akavet stilhed ved de næste 30 familiemiddage.... Men det er jo ikke kun med mormor du kommer under pres. Skole-hjem samtaler. En hver elevs værste maridt, dagen hvor mor og far får af vide hvor dårlig man er i skolen. Jeg fortrækker at kigge ned og ikke sige mere end højst nødvendigt. Det bare så akavet. Man er ikke vandt til at se lærene efter skole også pludselig have sine forældre med. Rollekonflikter er ikke noget vi kan ungå og vi må bare leve med at vi skal være forskellige udgaver af os selv sammen med andre.