jeg var lige blevet færdig med min lille bog. jeg var så træt af, at min mor altid skulle finde en ny bog til mig fra bibloteket, hvor hun arbejdede. jeg var altid for bange for at sige, at jeg ikke ville læse den, fordi min mor nu havde gjort et stor så arbejde med at finde den, men det var jo også hendes job, altså hun sørgede jo for, at alle fik en bog, de kunne læse i, og derfor gav hun mig også altid en bog. Bogen jeg læste hed: Prinsesse Emma og det magiske slot. jeg var faktisk lidt glad for, at min mor gav mig bøger, det gør mig til den bedste læser i klassen, og en dag ville jeg være ligesom min mor. jeg ville gøre sådan, at alle får sin helt egen bog.
Jeg hoppede ned af etagesengen, som jeg sov i, min lillesøsteer sov nedeunder, og jeg sov oven over hende, i starten faldt jeg hele tiden ned, men min far lavede den sådan, at jeg ikke faldt, for det gjorde rigtigt ondt at falde ned.
Hele værelset var lyserødt, men jeg syntes, at lyserød er en grim farve. Jeg kunne bedre lide blå, men min lillesøster ville havde, at det skal være lyserød. Det eneste der ikke var lyserød var vores gardiner, før var de også lyserøde, men nu er de mere lilla. Min mor kom til at vaske dem med en blå kuglepen, så de blev den farve. Jeg kunne meget godt lide dem, de passede overhoved ikke ind. De minder mig meget om mit liv. Alt det lyserøde var alle andre, mens gardinerne var mig, sådan har det altid været. Det startede i 0.klasse til og med 4.klasse som jeg nu går i. Alle i klassen så også anderles ud, hvis man sammenlignede dem med, hvordan jeg så ud, eller så var det bare mig, som så anderledes ud, og de bare var ens.
Det er gratis at oprette en konto