Jannick løb rundt og spillede fodbold i frikvarteret med sine klassekammerater. Det gjorde han i hvert frikvarter, og minimum fire-fem minutter inde i den næste time. Derfor var han ikke supervellidt af lærerne på skolen, men han var ligeglad, hvad skulle han i det hele taget bruge folkeskolen til? Det eneste man lærte her, var at den stærkeste overlever – og kan du ikke følge med, så er det bare ærgerligt, for der er ingen der venter i livets ræs, alligevel. Ligesom Mongol-Mads, ham var der ingen der ventede på.
Mongol-Mads hed ikke Mongol-Mads fordi han var Mongol, næh, han var bare lidt væk fra vinduet, mest i sin egen verden, men lærerne roste ham altid til møderne, og også gerne foran klassen, hvilket medførte en del slag fra Jannick og hans kammerater i frikvartererne, når de ikke var i fuld gang med at sparke til en dum bold i skolegården.
Der var for et eksempel dengang hvor læreren havde rost Mads mere end ellers, endda foran klassen for et helt almindeligt essay. Jannick og hans kammerater havde jagtet ham næsten hele vejen hjem, tacklet ham og taget hans mobiltelefon fra ham, og nægtet at give ham den igen. Mads begyndte næsten at græde, men lige meget hjalp det. Næste skoledag lå den på hans plads, næsten uigenkendelig. Men den virkede stadig, sådan da, så han gik ikke til de voksne. Hvad skulle de også gøre ved det? Skaden var jo sket. Og hvis han gik til de voksne, ville der bare komme mere ballade …
Det er gratis at oprette en konto