Aktiv dødshjælp: analyse af Jacob Birklers kronik

Bør vi udføre aktiv dødshjælp eller give aktiv hjælp til den døende?

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er en evig debat, der i stort omfang diskuteres, skaber komplekse etiske spørgsmål og uenighed samt sproglige udfordringer i Danmark. Der er tilhængere og modstandere og en forskellige opfattelse af, hvad den bedste hjælp til døende er. Skal vi hjælpe alvorligt syge patienter til at dø, eller skal vi hjælpe den døende til at leve livet i mødet med døden? Disse etiske dilemmaer behandler Jacob Birkler i sin kronik: ”Aktiv hjælp til døende” (bragt i Politiken, torsdag den 20. januar 2011). Hovedpåstanden i denne kronik er, ifølge Birkler, at trods forskellige holdninger, bør og kan modstandere og tilhængere etablere et grundlag for enighed, og derpå skabe en mere frugtbar debat om aktiv dødshjælp og bedre vilkår for de døende.

Jacob Birkler, der er lektor og formand for Det Etiske Råd, blev efter sin studietid knyttet til sundhedsvæsenet og fik derfor lov til at følge sundhedspersonaler og døende patienter på kræftafdelinger og hospices i hele landet som led af sine forskningsaktiviteter. Birkler, der tidligere var tilhænger af aktiv dødshjælp, har nu ændret mening og mener, at den bedste hjælp for den døende i mødet med døden, er hjælp til at leve. Det var gennem hans arbejde i de følgende år, at han ændrede sin mening om aktiv dødshjælp. Hvor han før troede på, at det var værdifuldt og barmhjertigt at hjælpe patienten i døden, mener han nu, at det er mere etisk korrekt at drage omsorg, mindske de syges lidelser og hjælpe dem med at leve livet. Helt forfærdeligt synes han om det sproglige udtryk Når der ikke er mere at gøre, der taler for at stoppe behandlingen og lade patienten dø. Birkler mener ikke, at der nogensinde vil opstå en sådan situation, at intet kan gøres. Der kan altid lindres på lidelsen, give omsorgsfuld pleje og behandling - og netop dette, påstår Jacob Birkler, er den bedste aktive hjælp til en døende. Det store dilemma er så, at der i Danmark ikke er enighed i, hvorvidt man skal hjælpe patienten i livet eller døden - og det kan gå ud over de syge. Birkler skriver i sin kronik: ”(...)aktiv dødshjælp, der i mine øjne ofte lider skibbrud i en stillingskrig på forhærdede argumenter, der støves af ved pressens lejlighedsvise behandling af emnet.”. Han fremhæver alvoren i uenigheden, men gør også i teksten klart, at intensionen er den samme - begge parter vil skabe de bedste vilkår for de døende og lindre deres smerte. Hvordan man gør dette, er det store spørgsmål, som Jacob Birkler funderer over, men ikke fremlægger en konkret løsning på. Derimod videregiver han sin holdning, en mulig hjælp, og opfordrer danskerne til at komme til enighed om den bedste hjælp, der kan gives. Så hvordan kan vi komme til enighed, og give de alvorligt syge patienter i Danmark den bedst mulige hjælp? Skal patienterne hjælpes i døden, eller, som Birkler forslår, i livet?