Aftenen efter - Dansk FSA

!"#$ :3;')'017&')$ $ %&'()*$++,-.$ /#)01$01*"23&"4$2*'503"&&")46$7849$.$

Aftenen efter

Det var første dag efter begravelsen. Dagen forinden havde været så spækket med oplevelser, – mest negative – at Julian nærmest ikke kunne nå at opfatte dem alle. Far havde ligget der i kisten, og Julian havde ikke fået lov til at se ham en sidste gang. Mor mente nemlig, at det kunne han ikke klare. Så dér sad de i den alt for store kirke og stirrede på de hvide vægge, mens de sang salmer til ære for Gud og for den afdøde far, der ikke engang var religiøs. Mor græd som en besat, hun var utrøstelig. Tårerne og snottet fossede ned ad kinderne på hende, og Julian kunne ikke lade være med at tænke på, hvor ulækkert det egentlig var. Han havde lært af den selv samme mor, at man ikke skulle udtrykke følelser på den måde i offentligheden, og der sad hun og tudede som et lille barn. Det var barnligt, tænkte han. Pinligt. Selv kunne han ikke græde, selvom han måske gerne ville. Han havde prøvet desperat bare at knibe en enkelt lille tåre under ceremonien, men han indså snart, at det var umuligt.

Nu sad den amputerede familie rundt om spisebordet aftenen efter. Mor havde vasket den slidte og udtværede makeup fra i går af og sad nu med frisklagt sminke og opsat hår. Hun havde lavet meget mad – næsten lidt for meget, som om hun ikke helt var blevet vant til, at de kun var to. Fars stol var trukket ud fra bordkanten, selvom der ikke var nogen, der skulle sidde i den. Julian kunne næsten høre hans skridt ned ad trapperne… Han kom altid for sent til aftensmaden. ”Det ser da godt nok lækkert ud, Kirsten! Det glæder jeg mig sgu til at sætte tænderne i.” Julian lukkede øjnene og så situationen tydeligt for sig. Mor der smilede til far, far der kyssede hende på kinden, hvorefter han rodede Julian i håret og spurgte, hvordan hans dag havde været. Det ville have været en typisk situation for familien, før far blev syg. Julian slog øjnene op igen, og det første, han så, var moren, der kiggede dødt ned på den ekstravagante madret, hun netop havde tilberedt. ”Skal du ikke skænke op?” spurgte Julian. Han undgik øjenkontakt – han havde ikke lyst til at møde det tomme blik. I stedet stirrede han stift på det blomstrede tapet og fars tomme stol. ”Jo… Jo, det skal jeg. Det må du sandelig undskylde, jeg blev helt væk i mine egne tanker.” Julian kunne se ud af øjenkrogen, at hun forcerede et smil frem på de tynde, røde læber. Man kunne se, at de under det tykke lag læbestift var ganske sprukne. ”Hvor tyk en skive vil du have?” Moren sad med kniven i flæskestegen. ”Det er lige meget,” mumlede Julian. Hvorfor skulle stemningen være så tung? Han havde ikke lyst til at være her, han ville ud af huset. Atmosfæren var kompakt og trykkende, og han fik hovedpine af det. ”Hvordan gik det så i skolen i dag?” spurgte moren. ”Mor, jeg var ikke i skole i dag. Jeg fik lov til