Han var 16 og havde sygdommen AHD, hvor han ikke kan mærke noget. Alle smerter er borte.
Det var hans mor, der havde taget beslutningen, om han skulle af sted. Nu havde han været påvirket af sygdommen i nogle år. Han fik nok over ingenting, han kunne ikke mærke dem. Han kunne ikke mærke nogle. Nogle dage gik det helt amok. Andre dage var der ingenting, der var han bare en helt almindelig, normal dreng.
Dagen kom. Den dag han skulle af sted til Thisted. Han havde aldrig sagt det til nogen, det der med institutioner var ikke lige ham. Men ingen kan lide sådan noget, sagde han tit.
Først den vej af far, der næst onkel og så faster, han kunne lide faster. Hun kyssede ham farvel, det var et farvel, som var fra hans faster. Kun hans faster.
Over Storbælt, Lillebælt og op gennem Jylland.
Set udefra, så institutionen fin og velholdt ud. Væggene var malet, vinduerne var vasket, og alt så godt ud. Kontaktpersonen, Grethe kom tromlende ud, og så meget forvirret ud. Hun hilste på ham, men kun ham. Mor var kørt, hun kan ikke lide fremmede.
Indenfor var der trykket, lugten var hæslig. Det var en speciel rådden lugt, måske var der et glas saftevand, som havde stået fremme lidt for lang tid. Den var ikke god. Ude i køknet stod Hubert. Han var stor og kraftig. Han så altid sur ud. Ingen var som ham. Skabslågerne hang og vasken var fyldt med ulækre tallerkner. De var fyldt med gamle madrester. Gamle madrester som ikke blev smidt ud.
Det er gratis at oprette en konto