Vækkeuret ringer. Som normalt vågner jeg ti minutter i syv, tjekker min telefon og står så først op derefter. Jeg får efterhånden gjort mig klar, taget overtøj på og lukket døren efter mig. Jeg tjekker klokken på min mobil, den er mange. Jeg er som altid sent på den, og må derfor igen løbe til bussen. Den er proppet med mennesker. De samme mennesker som altid. Jeg er stresset. Ligeså stresset som alle de andre folk i bussen, som tydeligvis også er sent på den. Jeg har en høretelefon i det ene øre, og kan i mit andet øre høre en mand sidde og trippe med foden i gulvet. Det gør mig endnu mere stresset.
Der er toget udenfor, meget toget. Og det gør man intet kan se. Man føler sig ligesom sig helt blind, og intet vindende. Mobiltelefonen larmer nede i lommen, det er en besked. Klokken er mange, rigtig mange. Vejen fra busstopstedet er lang, og man kan på de sene morgner ikke gøre andet end at løbe. Klokken ringer nu ind, og man kan derfor se folk sætte farten op. Både dem på cyklerne og dem på gå ben.
Jeg når forpustet til time i de sidste minutter. Der er mange som er sent på den, så jeg er ikke den eneste.
Det er gratis at oprette en konto