Glæden ved vin

De fleste børn kan ikke fordrage vin og spiritus. Jeg hadede begge dele. Men alligevel kunne man ikke holde sig væk, de voksne så jo ud til at kunne lide det. Det var ligesom om de blev større, mens de drak, det var ikke kun stemmerne, der steg, kroppene syntes også at udvide sig. Til sidst fyldte de hele rummet. Så gik de ind ved siden af — og drak videre. Men der blev altid noget tilbage. Det var det mærkelige ved det. Når de nu syntes så godt om det og tilsyneladende ikke kunne få nok, hvorfor var der så altid noget tilovers i bunden af glassene? Måske var det for at vise deres overlegenhed, eller måske var det for at lede en i fristelse. Det er sikkert der, de fleste starter: ved slatterne. At man ikke blev vænnet fra på stedet, er svært at forstå. Jeg kan i hvert fald stadig genkalde mig den fuldstændig uacceptable duft, der hang ved glassene som giftgas. For det var jo ikke kun de tomme glas, der blev båret ud, det var også de fyldte askebægre. Og hvilken last indeholdt de ikke! Cigaretmundstykker i guld med aftryk af læbestift, kvarte cigarer søbet glinsende og spidse af mundvand og nikotin, maste cigarrør med halvafbrændt papholder, hvis bidestykke var af celluloid. Stanken hang ved vinen, hvis garvesyre i forvejen fik munden til at snerpe, når man prøvede sig frem. Situationen er fuld af latens. Dér står barnet — spist af med flæskesvær og gul sodavand — og prøver på at tyde voksenhedens gåde. Mærkelige er de i forvejen, og hvad de foretager sig ved bordet endnu mærkeligere, ja uforklarligt. Hvorfor plager de sig med noget, enhver kan smage ikke smager godt — og bliver lykkelige af det? Og hvorfor må børn ikke få noget at drikke? Hvorfor er det forbudt og henvist til det rodede køkken med døren åben ind til skraldespanden og den brune kaffepose slaskende fra vandhanen over vasken? Guds snedighed er selvfølgelig på spil her. Det forbudte er det attraktive, og man skal igennem en helvedes masse forviklinger og besvær, før man når frem. Det er det samme med kønslivet. Belønningen er stor, ingen tvivl om det — måske størst endda, når det drejer sig om vinen. Strindberg var inde på det. Adspurgt om sit livs erfaring og hvad der havde givet ham den dybeste tilfredsstillelse, svarede han: Vinen og arbejdet. Man skal lægge mærke til, at vinen kommer først! Men ingen skal af den grund forledes til at tro, at jeg ikke selv prioriterer anderledes. Dog vil jeg påstå, at glæden ved vin er den mest durable af alle, den med mest kontinuitet i, for kærligheden ytrer sig tydeligst ved sin turbulens og omskiftelighed, og arbejdet, ja, arbejdet er der altid, det kræver, det udfordrer, det skal gøres (og blir det også med glæde for det meste), men vinen er — som glas — en tilstand, noget uendelig nydelsesfuldt langstrakt i bevidstheden, noget man mindes og ser frem til, noget der omgiver ens bevidsthed som en gylden cirkel. Livet er bedst — som Alexandre Dumas sagde - når det ses igennem et glas Chambertin! Men tøv nu en kende, vil de fleste sige, bliv nu ikke for lyrisk, kom ikke med den påstand, at vinen er vigtigere end kærligheden og arbejdet! Og spar os i det mindste for vinhandlerlyrik, en genre, der kan få andre end lemminger til at styrte sig ud over skrænten. Det lover jeg så, for det er ganske overflødigt. Glæden ved vin er nemlig noget meget konkret og altid forbundet med andre oplevelser end bare den at drikke. Der er altid rum omkring vinen, landskaber, geografi, andre mennesker, andre steder, vej rug, stuer, in- og eksteriører. Og så er der maden. Som barn hadede jeg boller i selleri og rosenkål og vin, i dag elsker jeg vin (og spiser af og til rosenkål). Hvornår det begyndte er svært at sige, men jeg husker ganske tydeligt en dag, hvor jeg som ungt menneske havde tjent lidt penge og tog et par flasker St. Emilion med hjem. Jeg boede stadig hos mine forældre, og vi var bestemt ikke vant til vin til maden — slet ikke på en ganske almindelig hverdag. Men her kom jeg altså med mine flasker, og der blev sat glas frem og pludselig — måske fordi det var mig, der havde taget initiativet, og der var tale om et forsøg på at markere min selvstændighed og uafhængighed i glæde — fik hele oplevelsen symbolsk karakter. Under alle omstændigheder var det en sensuel erfaring, jeg ikke havde gjort tidligere. Da jeg stak proptrækkeren i, følte jeg mig pludselig i kontakt med en dimension, jeg aldrig rigtig havde færdedes i før. Det var som om min hånd og arm i selve den drejende bevægelse, der samtidig gik nedad, lå en bekræftelse eller mulighed for kontakt, jeg ikke tidligere havde kendt, og den blev endnu stærkere da proptrækkeren fik rigtig fat, gik i bund og jeg langsomt begyndte at hale proppen op, som til sidst forlod flaskehalsen med et blødt svup, der kan sammenlignes med hvad som helst, men altid vil være det samme: en prop der trækkes op.