Analyse af H.C. Andersens 'Gartneren og Herskabet'

‘Gartneren og Herskabet’ er skrevet af Hans Christian Andersen og er et eventyr. Den handler om gartneren Larsen og hans herskab. Nogle mil udenfor København arbejder Larsen på herskabets herregård. To gamle træer står på herregården, som Larsen gerne vil have fældet så han kan benytte pladsen til at lave en have. Han er træt af de larmende råger og krager, som bygger reder i de udgåede træer. Herskabet nægtede at lytte, fordi de ikke brød sig ikke om at Larsen fik for mange gode idéer. En dag, kalder herskabet på larsen, fordi inde i byen havde de smagt nogle virkelig gode æbler og pærer. De ønskede at Larsen også dyrkede dem. Det viser sig, at alle de frugter var blevet købt af Larsen, og viste dem stolt et skriftligt bevis for det. Men herskabet kunne ikke rose Larsen, de var bare irreteret, fordi de mente, at Larsen havde en høj udtalelse af sig selv. Siden da har herskabet smagt nogle meloner hos hoffet, som de også vil have Larsen til at dyrke, fordi de er meget bedre end hans, men igen viste det sig, at melonerne kom fra herskabets egen have. De meloner bliver så berømte, at man hører om herregården i både England, Tyskland og Frankrig. En dag sætter Larsen en artiskokblomst op i stuen til herskabet i en dejlig fin glasskål, og herskabet roser ham for den smukke blomst, fordi de mener at det er den hinduistiske Lotus. De sætter blomsten til prinsessen, men da de finder ud af, at blomsten kun er plukket fra køkkenhaven, er de rasende på Larsen. De undskylder til prinsessen, men stadig synes hun om blomsten, og vil have en ny bragt op til slottet hver dag. En nat er der en voldsom storm, der vælter de to gamle træer. Herskabet er ked af det, men Larsen er glad, fordi nu kan han plante en dejlig have med Danmarks smukkeste beliggende blomster. Der kommer et billede af haven i bladene og han får stor ros. Herskabet er irriteret over hans lykke, men stadig siger de ham ikke op, og Larsen arbejder fortsat for dem.