De danske fagforeninger så dagens lys i 1870. Louis Pio skrev stolt til Karl Marx, så de kunne oprette en dansk afdeling af Socialistisk Internationale. Det var også Louis Pio, der begyndte at udgive avisen ’’sociallisten’’ det blev senere til socialdemokraten. Man så sine fædre kæmpe mod de onde/uhyret til døden. Dengang var der ikke rigtig nogen plan når der udbrød kampe, de skulle kæmpe enkeltvis, så kunne det også være svære at forvare sig selv. Når børnene (sønnerne) så deres fædre kæmpe, vidste de godt inderst inde at det ville blive dem som skulle kæmpe til døds en dag, når de nu blev voksne. Det var kun dem som var kloge og kunne hjælpe fremtiden, der slap for kamp, ellers blev de samlet til fælles anstrengelse. Der skulle også være kampsange, når der var kampe på spil, så U.P Overby skrev i 1871 en klassiker, sangen bliver også sunget ved mange politiske møder på venstrefløjen.
Der kom flere sammenstød mellem arbejdere og politi, som blev udløst af en strejke blandt murene i København, der kæmpede for at få afskaffet slavetimen, som den 11. arbejdstime blev kaldt, det vil sige mellem klokken 18.00 og 19.00. Søndag d. 5. maj 1872 var Fælleden ved København fyldt med demonstranter og selvfølgelig de nysgerrige, men der kom også politi og militær, så det vil sige at der skulle til at være en lille blodig kamp igen. Louis Pio kom i fængsel i 5 år, og Socialistisk Internationaleblev forbudt. Men i 1877 lykkes det myndighederne at betale Pio og betale hans medhjælpere for at udvandre til at USA.
Det er gratis at oprette en konto