Henrik Søfareren og Portugals opdagelsesrejser

Både Portugal og Spanien havde førsteklasses forudsætninger for at føre an i det store opdagelsesrejser. For det første fra naturens hånd. Lige uden for Portugals kyst begynder sommerpassaten at blæse mod syd og vest mod Afrika og Amerika. Resten af året er vestenvinden fremherskende. Først fra 1600-tallet opvejede udviklingen i sejl og navigationsteknik den fordel, som rette gav portugiserne og spanierne for nordeuropæerne. Dernæst var der i begge lande en veludviklet tradition for fjernfiskeri på Atlanterhavet. I Spanien blev det især drevet fra den biscayiske kyst, for størstedelen af galiciske og baskiske fiskere. Hele Portugal var så at sige en Atlanterhavskyst. Helt tilbage til 1100-tallet er der vidnesbyrd om havfiskeri fra portugisiske havne. Man fiskede efter tun ud for Marokko, fra 1200-tallet efter hvaler i Nordatlanten. Det er tænkeligt, at portugisiske og baskiske fiskere på denne måde er nået helt frem til New Foundland. I det mindste viser et portugisisk kort fra 1502 portugisiske flag både Grønland og New Foundland. Samtidig var der allerede i højmiddalderen en livlig koffardifart mellem den iberiske halvø og Nordeuropa. Portugisiske købmænd optrådte i Brügge allerede 1100-tallet, og fra 1200-tallet udvikledes der en omfattende trafik mellem Nordspanien og England-Flandern. Over Bilbao blev den spanske højslettes uld eksporteret til tekstilindustrien i Nordvesteuropa. Efter erobringen af Andalusien kom der rigtigt gang i fåreavlen. Man kunne nu basere den på sæterdrift med sommergrænsing i nord og vintergræsning i syd. På langt sigt fik det alvorlige økologiske konsekvenser. Men i århundreder blev fåreavlernes sammenslutning, la Mest, oprettet i 1278, en af de mest indflydelsesrige interesseorganisationer i Spanien. Jern var en anden spansk eksportvare. Portugiserne eksporterede vin, olivenolie, frugt, kork, farvestoffer, læder, salt og saltfisk. Fra fiskeri og koffardifart havde både baskerne og portugiserne et godt kendskab til oceansejlads. Den blev endnu mere sikker, da man opfandt stævnroret eller hængselroret, som portugiserne kaldte det, enten det først blev taget i brug på hansekogge eller ved den biscayiske bugt. Der var brug for andre skibstyper end i Middelhavet. Galejer egnede sig dårligt. Man måtte stole på vindkraft og sejl. Men adskilligt af Middelhavets søfartsteknik kunne tillempes. Fra midten af 1200-tallet omtales i Portugal en skibstype, der kaldes caravela. Ordet skal været afledt af arabisk, og skibets sejlføring var oprindelig det arabiske latinsejl, der ikke er spor latinsk, men en forvanskning af alle trina, trekantet. Karavellen synes først at være blevet brugt som fiskerutter af portugiserne. Men den viste sig særdeles anvendelig til langfart på de store have, især da den også blev udstyret med råsejl. Den var både sø og manøvredygtig, kunne stå langt til havs og stak dog ikke dybere end, at den kunne gå tæt på land. Et ideelt opdagelsesskib, der blev meget efterspurgt, da det fra omkring 1440 havde fundet sin endelige form. Men der fandtes flere andre atlantiske skibstyper, fx det tremastede galiciske skib, der kendtes fra Columbus flagskib Santa Maria. Betegnelsen for nogle skibe peger mod Nordeuropa mod Nederlandene mod Nordtysklands hansekogge. I slutningen af 1300-tallet da knapheden på arbejdskraft efter den sorte død drev læsningerne i vejret skal der være sket en arbejdsbesparende rationalisering af rigningen på disse sejlskibe. Besætningerne blev reduceret så de blev mere plads til last og proviant. Men fjernt fra land var det ikke nok at kunne sejle. Endnu vigtigere var det at kunne navigere. Også her havde spanierne og portugiserne fordel af deres nære forbindelse med Middelhavsverdenen, med muslimer og jøder og italienerne. Det jødiske bidrag synes især at have ligget på matematikkens og astronomiens område. De navigationstabeller, der blev de portugisiske søfareres vigtigste håndbog. Almanach perpetuum omnium planetarium motuum blev uarbejdet af Abraham Zacuto, som blev udvist af Spanien sammen med andre jøder i 1492. Allerede i 1457 havde en anden jøder, Aben Verga skrevet en Tratao do astrolabio i Lissabon. Selve astrolabiet der anvendtes til bestemmelse af og stjernehøjde var dog af arabisk oprindelse. Det samme gælder muligvis kompasset.