Columbus, Magellan og alle de andre opdagelsesrejsende opdagede i 1500-tallet nye lande og kontinenter.
Igennem 1800-tallet og første del af 1900-tallet blev stregerne til det verdenskort vi kender idag tegnet.
Mange af landenes grænser blev bestemt af europæerne.
Faste grænser betød stabilitet. Folk var nødt til at blive, hvor de var.
Nationalsange, fædrelandssange, sagn og myter om tapre helte og krigere, udviklingen af fælles sprog og fælles flag var bare nogle af de mange ting, der skulle få folk til at føle stolthed og glæde over at stå sammen – også mod de andre.
Nye konflikter, nye alliancer og en eksplosiv vækst i samarbejdet landene imellem betød, at alt den tale om ”Gud, konge og fædreland” begyndte at virke lidt gammeldags.
Landene blev mere og mere afhængige af hinanden.
Kolonierne ville være selvstændige. De store kolonimagter (fx England og Frankrig) kunne bare se på, at deres store koloni-emperier smuldrede for øjnene af dem.
Den Hvide mands nye byrde
En engelsk digter (Rudyard Kipling) gav i 1892 udtryk for, at kun den hvide mand kunne skabe fremskridt for verdens millioner af fattige og uciviliserede mennesker.
Men Kipling havde taget helt fejl. Den hvide mand havde ikke bygget noget op. Styret af kolonierne havde kun haft ét formål, nemlig at hente så mange penge som muligt hjem til moderlandene.
Det er gratis at oprette en konto