Skribentens beskrivelse af Fra fælles fortid til multietnisk fremtid
- Columbus, Magellan og alle de andre opdagelsesrejsende opdagede i 1500-tallet nye lande og kontinenter.
- Igennem 1800-tallet og første del af 1900-tallet blev stregerne til det verdenskort vi kender idag tegnet.
- Mange af landenes grænser blev bestemt af europæerne.
- Faste grænser betød stabilitet. Folk var nødt til at blive, hvor de var.
- Nationalsange, fædrelandssange, sagn og myter om tapre helte og krigere, udviklingen af fælles sprog og fælles flag var bare nogle af de mange ting, der skulle få folk til at føle stolthed og glæde over at stå sammen – også mod de andre.
- Nye konflikter, nye alliancer og en eksplosiv vækst i samarbejdet landene imellem betød, at alt den tale om ”Gud, konge og fædreland” begyndte at virke lidt gammeldags.
- Landene blev mere og mere afhængige af hinanden.
- Kolonierne ville være selvstændige. De store kolonimagter (fx England og Frankrig) kunne bare se på, at deres store koloni-emperier smuldrede for øjnene af dem.
Den Hvide mands nye byrde
- En engelsk digter (Rudyard Kipling) gav i 1892 udtryk for, at kun den hvide mand kunne skabe fremskridt for verdens millioner af fattige og uciviliserede mennesker.
- Men Kipling havde taget helt fejl. Den hvide mand havde ikke bygget noget op. Styret af kolonierne havde kun haft ét formål, nemlig at hente så mange penge som muligt hjem til moderlandene.
- Embedsmænd, militær- og politifolk, købmænd, og farbriksejere skulle ikke nyde nået af det kaos, som landenes frihed ville ende ud i. De drog til moderlandene. Med dem fulgte mange indfødte også, de havde fået et statsborgerskab i et europæisk land som belønning.
- Som statsborgere havde de selvfølgelig ret til at tage kone og børn med ind for ligesom alle de andre at skabe sig en ny tilværelse.
- De gamle kolonimagter måtte i løbet af 50’erne og 60’erne se en ny virkelighed i øjnene. Millioner af medborgere havde nu en anden hudfarve, en anden kultur, andre måder at leve på og andre relegioner.
Gæstearbejdere – ja tak!
- Produktionen steg, købekraften steg og efterspørgslen steg i begyndelsen af 1960’erne.
- Det var ikke så mærkeligt, at de arbejdsløse (som der var mange af) gik efter høj løn og et spændene arbejde. Det gav bare problemer i den anden ende, da minerne, fabrikkerne og dele af byggeindustrien stod pludselig og manglede folk.
- Uden for den luksusfyldte og rige verden, var der utallige millioner af arbejdsløse, der nærmest tiggede om at få et job. Hvis væksten og fremgangen skulle fastholdes, var det oplagt at invititere dem indenfor, og fylde de beskidte og hårde fysiske job ud.
- De nye arbejdere var pligtopfyldende, hårdtarbejdende og oven i det, var de billige.
Gæstearbejdere – nej tak!
- Da oliekrisen var en realitet gik væksten i stå, og arbejdsløshedkøerne voksede dramatisk.
- Men nogle kvikke hoveder fandt løsningen på problemet. Gæstearbejderne kunne jo bare blive sendt tilbage hvor de kom fra.
- Men gæstearbejderne kunne ikke og ville ikke vende hjem, da der ikke længere var noget at vende hjem til. De var blevet indvandrere med koner, børn og familier, der havde et lovligt krav på at få lov til at blive.
Forandring fryder
- Gadebilledet har forandret sig i den vestlige verden, især i storbyerne. Tørklæder og slør, sorte kvindedragter, turban og pakistansk mandetøj, asiater, afrikanere, tyrkere og folk fra Balkan – det vidnede om at de før så ensartede samfund, var ved at ændre sig til en masse forskelligheder i samfundet.
- Bybilledet havde også forandret sig. Nu var små servicekoisker der har åbent døgnet rundt, blevet fordoblet, og de befinder stort set på hvert gadehjørne i de store byer.
|
pdf-format (68KB) 
