Det berømte citat findes i H.C. Andersens, Mit livs eventyr. Når jeg flyver får jeg et adrenalinkik. Jeg tænker på alt hvad jeg skal ud og opleve. Tænker på, hvad det er, der vil møde mig. I disse øjeblikke er det, at man virkelig mærker, at man lever.
Den store rejse kan også være, når man er døende og ens liv passere revy. Oplevelsen af hele ens liv igen. Det er der man finder ud af om ens liv har været godt eller dårligt. Det beskriver H.C. Andersen så fint i hans rejsebog, Skyggebilleder.
Min familie og jeg stod i lufthavnen og ventede på at vi kunne tjekke ind. Vi stod bag to fine mænd, i jakkesætter. De duftede af rengøringsmiddel og parfume. Jeg lagde mærke til paskontrolløren, der havde en skinnende guldring på. Den lignede den jeg arvede fra min bedstemor. I min bedstemors var der bare en lille blå diamant lignende sten. Da jeg gav mit pas og bording pas, så jeg ringen meget tættere på. Den strålede som solen. Det var en meget flot ring.
Da vi alle var kommet forbi, gik vi ud gennem den lange glasgang, som førte ud til flyvemaskinen. Da vi gik ud gennem glasgangen, så jeg tilbage på den store lufthavn. Jeg tænkte på da jeg sad derinde og så herud. Jeg fandt vinduet jeg kiggede ud af, og så en lille dreng havde overtaget min plads. Han sad og studerede alle de små biler, der havde travlt med at transportere alle kufferterne ud til flyveren. Jeg smilte for mig selv og skyndte mig efter min familie. Vi var nået enden af gangen og skulle til at tage skridtet ind i flyvemaskinen. Jeg fik et hurtigt flashback fra første gang jeg skulle flyve. Jeg var rædselsslagen over at tage det skridt ind i flyvemaskinen. Jeg var bange for at i det sekund jeg tog skridtet, ville flyvemaskinen løsrive sig, og jeg ville falde de 20 meter ned og dø.
Det er gratis at oprette en konto