Flyet lettede først for 2-3 minutter siden, og jeg var allerede irriteret. Det havde været en billig flybillet, så jeg var endt sammen med alle børnefamilierne. Børnene larmede - græd, råbte, skreg og grinede - men den mest irriterende af dem alle var blevet placeret lige bag mig. Han var så hysterisk, råbte og skreg hele tiden ved den mindste bevægelse i flyet. Hans far - jeg formoder, at det var hans far, da han var den der sad ved siden af ungen - sad og arbejdede på sin computer og han virkede helt ligeglad, som om han ingen interesse havde for sin egen søn. Ungen havde sparket mig flere gange i ryggen, og en enkelt gang var han lige ved at ramme mig i hovedet. Dumme unge!
Min dag havde allerede været utroligt stresset og besværlig. Jeg havde været sent oppe i går, fordi jeg skulle skrive min artikel om Sverige færdig, så jeg havde haft meget svært ved at stå op i morges. Så kunne jeg ikke få fat i en taxa, jeg kom for sent til flyet så jeg blev nødt til at tage et normalt fly, og nu var der en lille unge bag mig der var næsten lige så hysterisk som mig. Jeg havde aldrig kunnet lide at flyve. Eller sejle for den sags skyld. Så selvom jobbet som journalist-globetrotter havde lydt sjovt og spændende, kunne jeg godt se nu, at det var den dummeste ide. Nogensinde. Altså, jobbet er stadig noget af det bedste, men, transporten er noget af det værste. Man så jo hele tiden i tv-avisen alle flystyrtene, terrorangrebene, osv. Jeg kunne aldrig koncentrere mig om at arbejde - jeg havde for travlt med at kigge indgående på alle andre for at finde mulige trusler.
Det er gratis at oprette en konto