”Boardingcard tak” lød det fra en kontrollør. Jeg stod i Stockholm efter forretningsrejse, og var nu på vej gennem security efter en lang uge i Sverige. Både foran og bag mig stod folk fra mit firma. Vi var alle trætte og ønskede kun at komme hjem hurtigt. Vi havde stået ude foran lufthavnen hele dagen, da vi skulle være helt sikre på, at vi alle nåede at komme med. Klokken var nu blevet 06:00 og vores gate var netop åbnet. Jeg viste manden mit pas og lagde mine kufferter op på båndet. Jeg kunne høre, at mine kolleger begyndte at råbe og skrige, da vi fik af vide, at flyet var forsinket. Vi skulle vente 2 timer, sammen med de andre 110 passagerer, før flyet var nået til lufthavnen. I den lange ventetid hørte jeg folk over radioen sige, at der var ufattelig meget vind og at det var derfor, at flyet var forsinket. Heldigvis for mit vedkommende faldt jeg i søvn.
Jeg vågnede ved, at mine kollegaer rykkede i mig for at vække mig. De fortalte, at vi var de sidste der manglede, før flyet kunne lette. Vi skyndte os med alt den fart, som vi overhovedet kunne få. Vi nåede frem til gate 13, og så begyndte jeg at tænke på uheld og de samtaler, som jeg havde overhørt folk i lufthavnen snakke om. Selvom jeg normalt ikke var typen, der troede på sådan noget. Jeg plejede altid at sige til de folk, som havde det troede på sådan noget ”at det bare var noget ævl, og chancen for at man styrter, er under 1 til 1 million”. Men lige præcis denne dag, føltes det ikke, som det plejede. Vi kom igennem gate 13, og jeg begyndte at føle, at intet var galt og alt var som det plejede.
Det er gratis at oprette en konto