17/05-2010 Kære Dagbog Nu er der kun tre dage til at jeg tager rejsen helt alene ind over Atlanten i en sejlbåd, jeg glæder mig så meget at jeg allerede er gået i gang med at pakke. Mor hjælper selvfølgelig, og på onsdag skal vi ud og handle ind til turen, og indkøbslisten er nærmest en meter lang, godt det ikke er mig som skal betale. Når jeg sidder og tænker på turen alene over Atlanten bliver jeg glad og helt varm indeni, ved tanken om hvor spændende det vil blive, og hvor smuk en oplevelse jeg får. Det er ikke mange som får denne chance for at opleve det atlantiske ocean. Jeg skal alene af sted, så jeg får mange dage til at mærke mig selv og naturen. Jeg håber jeg vil se en masse flotte dyr i havet, opleve de flotte solnedgange som spejler sig i vandet og ligge på den vippende båd og se op på stjernehimlen. Jeg tror denne her tur vil give mig en masse mod, og give mig troen på mig selv, at jeg kan opnå alt jeg brænder for i livet. Det kan være det er én [NAVN A] der tager af sted, og en helt ny, forandret og bedre [NAVN A] der kommer hjem. Jeg er dog også lidt nervøs og bange, tænk hvis der går noget galt, så er jeg bare helt alene og hjælpeløs. Der kan jo ske så meget ude på det åbne hav, det kan være jeg ikke har nok mad og drikkelse med, eller at jeg ikke kan styre båden hvis der kommer kæmpe bølger. Vil jeg overhovedet være i stand til at klare mig selv helt alene i så lang tid, jeg er stadig kun 14år. Samtidig tænker jeg også på om mor og far vil savne mig, og mine venner? Jeg vil i hvert fald savne dem alle! Glæder mig allerede til at fortælle dem om alle de ting jeg vil opleve. Men nu må jeg jo ikke udfylde hele min dagbog inden turen, så er der ikke plads til alle de spænende ting på turen jeg gerne vil skrive ned, så jeg kan læse dem igen når jeg bliver voksen.
Det er gratis at oprette en konto