Artiklen Skrevet af Journalisten, Anna Louise Stevnhøj.
At flytte hjemmefra, er for mange teenagere, forbundet med mange blandede følelser. Det ses tit, at de unge gerne vil føle sig selvstændige, og uafhængige, men finder det samtidig utroligt svært, rent faktisk at tage det sidste skridt, og derved bryde de faste og trygge rammer, som barndomshjemmet for de fleste er forbundet med. Men på trods af dette, er der stadigvæk nogle som vælger som principsag at sige: “Jeg flytter som 18-årig!”
Denne artikel handler om den nu 19-årig Victoria Westzynthius som også flyttede som 18-årig, men for hende var dette dog ikke valgt efter et velovervejet princip.
Da faderens nye kæreste flyttede ind, havde Victoria store problemer med at få den nye familiære trekant til at fungere, og flyttede derfor ind i en lejlighed sammen med en veninde, efter mange konflikter med sin far, og faktisk også et kort besøg hos sin mor. Hendes drøm var dog blevet så påtrængende om at finde sin egen lejlighed, at efter det korte ophold hos moderen valgte flytte ud, da det i hendes verden var det eneste der betød noget for hende.
I mine øjne er en brat flytning som denne, ikke en god ide, da hjernen ikke får den tid til at omsætte sig til voksen, som den har brug for. Når man flytter ud, rejser man samtidig ind i bekymringernes og ansvarets verden - en verden som man, som ung, ikke er vant til at bevæge sig i, og det tager derfor sin tid at omsætte sig. Denne omsættelse forekommer normalt under forberedelserne til flytningen, men når man ikke får disse overvejelser med - når man heller ikke at blive helt klar.
Det er gratis at oprette en konto