Æbletyven

ÆbletyvenDa jeg var på vej hjem fra skole sidste mandag, så jeg et smukt æbletræ. Jeg stod lidt og tænkte om jeg skulle prøve at tage et. Det førte så til at jeg klatrede op i træet og spiste et æble. Det smagte vidunderligt. Jeg måtte bare prøve et til, og et til. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at spise. Pludselig kom jeg i tanke om at jeg skule ud at fiske sammen med Nikolaj.Jeg var meget bange for at nogen var hjemme. Jeg snuppede selvfølgelig også nogle at æblerne ned i skoletasken. Jeg tror at jeg puttede fire ned i tasken, men dem har jeg selvfølgelig spist. Men så opdagede jeg at der var et hundehus inde i gården. Der stod ‘Felix’ på et skilt. Jeg gik hjem igen, fordi mor ringede til mig.Tirsdag morgen gik jeg hen til skolen. Jeg så på æblerne og prøvede at ikke tænke på dem. Men det klarede jeg bare ikke. Jeg satte mig op på en gren og spiste. Jeg vidste at jeg kunne komme for sent i skole. Men de smukke røde æbler var de bedste jeg nogensinde havde fået, og jeg måtte have flere og flere.Jeg sagde til mig selv at jeg skulle gå nu. Men lige da jeg skulle gå afsted kom Felix løbende ud efter mig, og gøede rigtig meget.Jeg var lidt bange den her gang. Hvis jeg nu kunne klare at løbe væk inden husholdningen kom uder efter mig, havde jeg bare været glad. Jeg vidste selfølgelig også at jeg ikke ville spise fra det æbletræ længere, fordi det førte til problemer. Jeg kunne ikke stoppe Felix’ gøen.Åh nej, jeg hørte døren åbne. ‘’Felix! Kom her for du vækker naboerne!’’ råbte en stemme. Altså, en kendt stemme. Men Felix blev bare ved. Så kom manden hen efter ham. Jeg gemte mig inde imellem grenene imens.‘’Hallo! Hvad tror du lige at dug ør? Klatrer op i mit æbletræ og driller Felix!?’’ råbte han. Men nu gik det op for mig. Det var Kristian, min skolelærer. Han var altså streng. ‘’Gå ned derfra med det samme! Jeg ringer til dine forældre.. Ja, du kommer nemlig i problemer.’’ sagde Kristian. ‘’Skal du ikke i skole i dag?’’. Jeg gidede ikke at svare. Jeg kravlede til den yderste gren, hoppede ned til muren, og løb ned at gaden. Jeg var så bange at jeg ikke turde at få mere skæld fra Kristian. Jeg pjækkede fra skolen den dag.Onsdagen dagen efter, gik jeg samme vej hen til skole. Æblerne var der. Træet stod lige foran mig. Men jeg klatrede ikke op igen. Jeg skulle ikke komme ind i den samme slags ballade igen. Så jeg gik i skole, og alt blev helt normalt, og jeg glemte de æbler. Jeg fandt enda en ny skolevej. Marianna