Kampen om tilstædeværelsen

Jeg ved, at det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet et brev til dig, og det ville jeg gerne undskylde for. Men det har i den sidste tid, ikke været muligt for mig at skrive et brev på grund af, at jeg ikke har haft mere papir eller blæk. Og jeg havde ikke råd til at skaffe mere. Priserne på brød er nemlig steget igen. Nå, nok om det, jeg har en masse, jeg gerne ville fortælle dig, om hvad der sker, og er sket her inde i byen, siden du rejste. En af de største begivenheder der er sket, siden du tog afsted, er som jeg nævnte tidligere, at priserne på brød nu er steget igen. Det er tredje gang i løbet af de sidste to måneder faktisk. Tanken om det har holdt mig vågen mange nætter. De fleste gange er det umuligt for mig at sove, da jeg ikke kan få tankerne om, hvorvidt priserne ville fortsætte med at stige, ud af hovedet. For med den fart ville det snart ikke være muligt, at forsørge min gamle mor og mig selv. Jeg kunne knap nok skaffe mad på bordet før prisstigningerne. Men det er desværre ikke kun min familie, der har fået det svært. Mange mennesker i byen har svært ved, at finde mad til deres familier. Man kan også tydeligt se på dem, at de langt fra får den mængde mad, som de har brug for. Kan du huske den lille dreng, som bor i lejligheden på den anden side af gangen? Ham der altid har været buttet. Det er tydeligt for enhver, at han har tabt sig, og ikke bare en smule, men så meget at der næsten kun er skind og ben tilbage. Jeg husker tydeligt for en uge siden, hvor jeg var nede ved bageriet, for at prøve, at skaffe en smule brød. Der så jeg den lille dreng blive gennemtæsket, af to lømler på omkring de 20 år. Han havde nemlig købt det sidste brød, og hvad gjorde folk ved det? ikke noget som helst. De så det som en mulighed for, at kunne stjæle noget brød. Den stakkels lille dreng, at man kan få sig selv til at gennemtæske en, bare fordi, han er lige så sulten, som