Jeg skriver til dig angående en tragisk nyhed, min mands død. Jacob Christian Milling. Min ægtemand gik bort den 14. april, sammen med Titanic, skibet der ikke kunne synke. 1517 mennesker omkom, blandt dem, Jacob. Hans lig blev fundet og fragtet til Halifax i Canada, herfra blev han sendt hjem til Danmark. Samme dag sendte han mig et telegram, hvor der stod ”Har det godt, stille vejr, skibet udmærket, morer mig, godt rejseselskab, dejlig rejse”. Men få timer efter han havde sendt mig dette telegram, sank Titanic. Jeg er chok, og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mine tanker er mørke og tunge, og jeg ser ikke længere et lys for enden af tunellen. Jeg forventer hverken det store af dig eller mor, og jeg søger ikke jeres sympati.
Jacob havde både finhed og forståelse, og derfor var han der perfekte for mig. At prøve lykken i Amerika var vores fælles drøm og mål, og vi skulle rejser dertil sammen. Jacob rejste i forvejen, for han ville have alt skulle være perfekt, inden jeg kom. Vi havde så mange drømme sammen. Gård og børn. Rigdom, forevig lykke. Men borte er han. Jeg ville ønske, at han ikke var rejst, så ville han stadig være her med mig. Aldrig havde jeg troet, at døden skulle skille os så tragisk, også på denne misforstået lykkelige måde. Hvorfor skulle jeg have frataget mig min eneste ene? Hvad har jeg gjort så forfærdeligt, at det er hvad jeg fortjener? Han gjorde alt det rigtige, og gik i kirke hver søndag, men alligevel tager gud hans liv. Jeg ved ikke længere, hvad jeg tror på.
Det er gratis at oprette en konto