Portrætartikel om Michael Strunge

    “Nu kan jeg flyve!” Var den unge  Michaels sidste ord, inden han sprang ud  fra 4. sal. Hans 27 års lange liv gik meget  på, at rende ud og ind af psykiatrisk.    Lige siden Michael Strung var lille, har han  været en meget speciel og klog person. Han  var så klog, at han nemt fik lov til, at springe  et par klassetrin over i folkeskolen. Efter  folkeskolen startede han på gymnasiet, og  han fik sin studentereksamen allerede som  19 årig.    Michael fik nogle småjobs bla som  biblioteksmedhjælper. Allerede der var han  begyndt at skrive nogle små digte og  historier.    Han blev mere og mere interesserede i  kunsthistorie, og valgte derfor, at søge ind  på kunsthistorie på Københavns Universitet.  Men studierne var meget korte og alt for  kedelige og uinspirerede for ham. Som han  senere har fortalt: “Det jeg oplevede på  universitetet, da jeg gik der et halvt år, var,  at i løbet af no time havde folk tillært det  sprog, som lærerne havde, og havde  overtaget deres meninger.”    Allerede som 20 årig, 1 år efter han var  blevet student, fik han sin første debut. Det  gav ham kontakt til tidsskriftets redaktør,  Poul Borum, som inviterede ham med i sin  første forfatterskole.    Dengang havde Michael mange voldsomme  psykiske problemer. Han blev flere gange  indlagt på psykiatriske afdelinger, og fik  diagnosen maniodepressiv.    Han hentede tit inspiration til sine digte fra  han indlæggelser. Han beskrev meget sine  op­ og nedture. Michael var også meget  inspireret af punkmiljøet, og var derfor  meget kritisk på samfundet.    Den afmagt, Strunge følte over for  samfundet, hans vrede og oprør, er ofte det  mest markante kendetegn ved teksterne.  Han foragtede bestseller­digtere såsom  Kristen Bjørnkjær og Lola Baidel  ­“Vi lever i et land med verdens højeste  selvmordsprocent og verdens laveste  børnefødselstal og verdens bedste digtere,  men alligevel befinder de fleste danskere sig  på et kulturelt stadium, hvor de nærmest er  analfabeter. ... mens danskerne de ikke  kender deres digtere, og dermed kender de  ikke sig selv, deres sjæl.”    Som 27 årig var han til en fest hos nogle  venner med kæresten. Har var næsten lige  kommet hjem fra psykiatrisk. Han havde det  super sjovt, og var lidt fuld. Han hoppede  pludselig op i vinduet, og råbte “nu er jeg fri”  til sin kæreste, og sprang. Det var hans  måde, at vise på, at han havde fået fortalt  det han ville, og nu var han klar til at flyve  videre.