Digtet handler om en by, og naturen som for menneskelige egenskaber. Naturen bliver invaderet af unaturlige ting, som forurener, for eksempel; medicin, TV, radioer pilleglas…
Menneskene i byen hører man ikke så meget om, udover en mand der går på en udspændt line, mellem to tårne, og et sted i digtet står der indirekte, at nogen ser fjernsyn indenfor i deres hjem, som formentlig er beboerne i byen: ” Dybt i coma sover asfalten dækket af blå sne: Belyst af TV – ruderne”.
Digtet er ikke som sådan bygget op i strofer og vers, det er en ubunden form, der er ikke et bestemt metrisk mønster, det eneste der adskiller de forskellige strofer, og linjer er punktummerne, og spring i sætningerne, stroferne er meget varierede i længden. Plasticsolen er ikke et digt man skal se for, at forstå det. De pauser man holder i digtet, når der er punktum, og komma, gør at man kan regne nogenlunde ud, når man starter på en ny strofe eller linje. Det er ordenes betydning der skaber forståelsen, og ikke den måde det er opstilet på.
Det lyriske- jeg, er en skjult indre monolog: ”Det blæser koldt gennem byens tomme kranium” eller
”Plasticsolen gløder som et betændt øje” Vi oplever ikke digtet igennem nogle navne eller personer, det lyriske-jeg udtrykker sig igennem billedsprog og værdiladninger: ” Ind over de bedøvede huse” eller ” Rundt om byen ligger skoven og gærer af gift og medicin”. Naturen for menneskelige egenskaber, men det er på en død måde; ” Dybt i coma sover asfalten”, ”Ind over de bedøvede huse trækker mågeflokke ud mod det golde, lunkne hav”.
Det er gratis at oprette en konto