Analyse af Jan Sonnergaards novelle 'William'

Novellen er skrevet af Jan Sonnergaard, novellen er med i novellesamlingen ”Radiator” fra 1997.

I denne novelle er der tre personer som man får noget at vide om, der er jeg fortælleren (som fra nu af er nævnt som fortælleren), han kæreste Ulla og den fremmede mand William, som Ulla formentlig har gået i folkeskole med.

Fortælleren og Ulla er lige kommet hjem fra deres ferie, og sidder nu på den dyre restaurant ”Era Ora” hele dagen. De er i et godt humør, for Ulla er næsten lige blevet gravid, derfor vælger de at gå direkte fra restauranten til ”Cafe Nielson” her foregår resten af novellens handling. Imens Ulla og fortælleren sidder og hygger sig, dukker der en fremmed mand op og spørger om han ikke må ”sidde lidt ved deres bord”, den fremmede mand virker som en person der er meget skrøbelig, både fortælleren og specielt Ulla føler et ubehag ved den fremmede mand, ender det til sidst med at han får love til at blive, og fortæller går op og blestiller en firdobbelt cognac til ham.Den fremmede mand bliver ved med at nedstirrer Ulla, og da han bliver bedst om at gå (Efter den pinlige episode med Ulla) at fortælle en historie. Historien handler om hvor mange tæsk en dreng ved navnet William fik i sin skoletid, selvom William blot kunne tænke sig at være med i klassens drengegruppe. Det var det ikke kun drengene der mobbede William, selv pigerne deltog i mobningen. Fortællingen om hvordan William blev mobbet hver evig eneste dag af alle, bortset fra en pige, der ”forrådte” ham alligevel, bliver mere og mere groteske, indtil den fremmede mand stoppede sin fortælling. Den fremmede mand ser plasticagtig ud, som om han ikke er et menneske. Det er her i historien at det går op for læseren at William og den fremmede mand er den samme person. Ulla, som har siddet helt stille under hele fortællingen, råber ad William og smider et glas cognac i hovedet på ham og løber ud af restauranten. Efter dette bryder William ud i tåre, sidder og siger: ”Det er min egen historie, det var mig” og idet fortælleren løber uf af svingdørene råber William: ”Ullaaaaaa… ”