Den lille bløde barnehånd blev efterhånden større i mine hænder. Så stor at jeg blev nødt til at give slip. Og en dag kunne jeg slet ikke finde den mere.
Min lille piges hånd gled ligeså langsomt ud af min beskyttelse, de små tykke ben der løb langsomt henover gulvet, blev til selvsikre, lange og glatte ben i stiletter.
Jeg har aldrig set mildt på verden, men tror på at alt har en mening, og at roen vil komme.
Mine datters hænder havde flyttet sig meget, fra min beskyttelse og varme, til den store kolde og rå verden, hvor alting lå på lur og ventede på et nyt bytte.
Vi skal igennem diskussionen, hvorvidt det giver mening, aner jeg ikke. Men hun er jo ung, og hun har vilkår.
En verden fyldt med hårdhed og ondskab.
Hvorfor skulle jeg også lade hende gå?
Men dette var blot et krav om at elske min fjende, men med det faktum at min datter lige nu, ligger til genoplivning på grund af en eller anden syg stodder, der mener at min datter skulle være offer for hans syge værk.
Jeg har øjne, og ser hende langsomt falme gennem vinduet i døren, mens hun ligger livløs i en hospitalsseng, omringet af læger og ambulancefolk.
Det er gratis at oprette en konto