Ensomhed er vel en følelse, der er kommet op i os alle fra tid til anden, netop fordi det er en så menneskelig ting. For mig er ensomhed en følelse der er let at håndtere, fordi jeg kun oplever den i små mængder, men jeg kan sagtens sætte mig ind i hvor forfærdeligt det må være at leve i ensomhed. Når jeg hører ordet ensomhed så tænker jeg umiddelbart på mennesker, som altid er alene, men bare fordi man ofte er alene, behøver man så at være ensom? Det tror jeg ikke nødvendigvis man behøver. For eksempel kan jeg godt lide, at være alene, men dog ikke i for lang tid ad gangen. Men det er jo forskelligt fra person til person, hvad man godt kan lide. Den eneste følelser lignende, at være ensom, som jeg kender til, er følelsen af at blive holdt udenfor eller at blive overset. Det er for mig en rigtig væmmelig følelse, som jeg er sikker på alle har oplevet før eller siden. Ensomhed kan føre til mange ting. Det kan skade en både fysisk og psykisk. Det kan faktisk gå hen og blive direkte farligt.
Min historie og erfaring med ensomhed, har jeg fået igennem min datter. Det startede så småt i teenagealderen, hvor min datter begyndte at opføre sig anderledes. Hun var ofte sur og begyndte at lukke sig meget inde i sig selv. Jeg tænkte ikke rigtig videre over det, da flere af mine veninder sagde, at det altså var helt normalt, at en teenager opførte sig sådan. Førhen var min datter altid en glad og smilende pige, men efterhånden så jeg hende aldrig smile mere. Før i tiden var hun ofte hjemme ved venner, men det stoppede også efterhånden. Det eneste hun lavede var, at ligge inde på sit værelse med døren låst. Jeg begyndte, at spørger ind til, hvordan hun havde det, men blev ignoreret og kaldt forfærdelige ting. Jeg kunne ikke kende min lille pige længere.
Det er gratis at oprette en konto