Essay

Utrolig mange unge mennesker fanges af reality-programmer, heriblandt mig selv. Jeg ved godt at det der sker i fx Paradise er iscenesat, og planlagt ned til mindste detalje. Jeg både hader og elsker at se, og følge med i reality-programmer, jeg hader det fordi jeg ved at det er skuespil, og derfor føler mig lidt holdt for nar. Men jeg elsker det fordi de som deltager er smukke, går i det rigtige tøj og har succes hos det modsatte køn. Kort sagt er de lidt af alt det jeg gerne selv vil være, men det repræsentere også en stor del af det jeg ikke selv vil være, nemlig dum og udstillet på en negativ m å d e . Et program som Paradise kan uden problemer, og gør det tit, chokere mig. De rykker ved så mange grænser. Sex på åben skærm, og alkohol i alt for lange baner er pludselig helt okay med os, for det gør de jo i Paradise. At være dummere end det burde være tilladt, er bare sjovt for Amalie blev jo kendt på det. Det handler ikke længere om at være klog, det handler om at se godt ud, kunne drikke meget og så ellers sige en masse dumme ting, hvis man kan alt det har man i hvert fald sikret sig en plads i fællesskabet. Skolen handler ikke længere om at komme og lære noget. Skolen handler om at være populær, og er man klog bliver man ensom og til genstand for mobning. Man skal faktisk helst fremstå så dum som mulig for at blive accepteret. I andre lande bliver man beundret hvis man er klog, men sådan er det ikke her omkring. Denne opfattelse oplever jeg dog kun hos min egen generation og yngre generationer, dette finder jeg dog i høj grad bekymrende. Da jeg mener at denne opfattelse er helt forkert. Det gør kun skade når man gør programmer som Paradise til virkelighed. Jeg skal ærligt indrømme at jeg også selv finder programmer som Paradise, Divaer i junglen osv. spændende. Men hvorfor? Jeg elsker det fordi det udstiller folk, og fordi det rykker grænser men jeg hader det af samme grund. Man får det bedre med sig selv når man ser fx Amalie og Pernille blive udstillet som tomhjernede blondiner. Men samtidig hader man det, eller det gør jeg i hvert fald, man hader at hun bliver udstillet på den måde. Men grunden til at man hader det er kun tanken om selv at blive udstillet på en sådan måde. Man ønsker ikke at en selv eller ens nærmeste bliver udstillet sådan, men når det er folk man ikke kender er det på en måde okay, og så alligevel ikke. Når det er et menneske man ikke kender kan man jo faktisk være ligeglad. Man kender ikke dem eller deres følelser. I det øjeblik hvor man for ondt af dem, er det øjeblik hvor man forstiller dig at det er en s e l v . I dag er Amalie kendt og har sit eget program, og i dette spil er rollerne byttet helt om. Amalie udnytter at vi nu er de dumme. Amalie er altså den kloge nu. Det er hende som styrer det hele. Hende der bestemmer hvornår vi skal grine, og af hvad vi skal grine. Mens vi bare sidder som tomhjernede aber bag skærmen, og bilder os selv ind at vi er de kloge.