Skønt vort oprørsforsøg var mislykket, blev vi alle dømt til at henrette hinanden. Det var ikke tilladt os at stille spørgsmål, ellers ville vi have spurgt hvad der skulle ske med den der levede længst. Ville han få lov at overleve, fordi han havde medvirket til at henrette flest samfundsfjender? Det var vel især den mulighed for at overleve der gjorde os alle uvillige til at lade os dræbe først.
Vi havde alle været nære venner, for ellers havde det ikke været os muligt at holde sammen så længe. Vi havde kæmpet for livet, for vi mente at det var umenneskeligt at dræbe. Vi havde kæmpet for friheden og vi troede – hvad frie mennesker nødvendigvis må – at vi selv var skyld i vor ulykke: havde vi ikke haft svage punkter, havde de ikke kunnet ramme os. Jeg var gruppens filosofiske hoved, og mens vi sad i rundkreds om den elektriske stol hævdede jeg at den som ikke havde haft reelle oprørske hensigter, men som kun havde haft tanke for egen fordel, ikke blot var skyldig i magthavernes øjne, men også i vore. Og de fleste slog øjnene ned.
Der var kun én kvinde iblandt os, fordi kvinder sjældent er så oprørske som mænd. To mænd var så unge at de kunne kaldes drenge. To mænd sagde at det tilkom kvinder og børn at leve så længe som muligt. Vi andre sagde at kvinder og børn sandsynligvis ikke burde have været med i bevægelsen.
Det er gratis at oprette en konto