Novellen ”De Dødsdømte” fra samlingen De mange og De enkelte, 1986, er Villy Sørensens fortælling om menneskets moral og etik, med realistiske personligheder i en urealistisk situation.
Villy Sørensen har i sin novelle skabt en verden, hvori personerne må kæmpe for deres frihed og dermed også for deres liv. Vi møder en gruppe oprørere bestående af seks mænd og én kvinde, som efter et mislykket oprørsforsøg er blevet taget til fange og dømt til at henrette hinanden. De befinder sig i et afløst rum siddende omkring en elektrisk stol: ”Vi sad i rundkreds om den elektriske stol” (l.13) Man får fornemmelsen af, at det er en gruppe som vil holde sammen i tykt og tyndt, og selve rundkredsen giver en fornemmelse af demokrati og ligeværdighed. Denne opfattelse forsvinder hurtigt, idet fortælleren efter kort tids diskussion fortæller resten af gruppen, at han føler, at nogle hører mere til i gruppen end andre: ”Den som ikke havde haft reelle oprørske hensigter, men som kun havde haft tanke for egen fordel, ikke blot var skyldig i magthavernes øjne, men også i vore” (l.13-14)
Alle i oprørsgruppen har kæmpet for frihed og tror på det frie menneske, og at alle frie mennesker har et personligt ansvar for deres handlinger. Men hvor gruppen før kæmpede for liv og frihed, bliver det nu vendt til en egoistisk kamp for egen overlevelse: ”Vi havde alle kæmpet for livet, for vi mente at det var umenneskeligt at dræbe.” (l.8-9)
Det er gratis at oprette en konto