Villy Sørensen: De dødsdømte’Hvor langt vil du gå for overlevelse? Hvem har ret til at overleve? Hvornår er man morder, og hvornår er man en helt?’
I novellen ’De dødsdømte’ får vi et indblik af, hvordan et menneskes dyriske ’sande jeg’ vil fremstå og reagere i pressede situationer, hvor grænsen fra liv til død kun lige er til at føle. Konfrontationen til døden gør mennesket nøgent. En oprørsgruppe af nære venner er fanget i modstandernes eget lille spillerum af et fængsel, og de får til opgave at henrette hinanden, trods de er modstandere. ”Vi havde kæmpet for livet, for vi mente, at det var umenneskeligt at dræbe”. De er 6 mænd, og en kvinde i denne forsamling, og de står alle lige i kampen om at overleve. De udslettes her én efter én i den elektriske stol på under et døgn. Og der går ikke lang tid, før den svageste ryger. ”Nogle lo, men en af drengene græd, og jo mere andre tav, jo højere græd han. Ham dræbte vi først, for den der for sit liv er ikke skikket til at være oprører”. Vita er gruppens eneste kvinde, og hun er også gruppens eneste fortaler for, at løsningen på dette dilemma er sammenhold. ”Hvorfor holder vi ikke sammen, sagde kvinden”. ”Hvorfor nægter vi ikke, at dræbe hinanden? Hvad kan de gøre andet end at slå os ihjel?”. Vita symboliserer liv, og det er derfor ikke helt tilfældigt, at det netop er hende, som skal være modstander af selvmord. ”De piner os ihjel, sagde én. Og jeg sagde: Selvmordet er mere værdigt end mordet. Og dræber vi os selv, frelser vi måske en af os.”. Hun holder fast i sine værdier, og lader ikke autoriteten bestemme, men er sin egen eksistens. Det største hoved er jeg-personen. Han har hurtigt taget styringen, og skaber sin egen rolle til at likvidere. Han kan næsten omtales for at være slangen i Edens Have. ”Jeg var gruppens filosofiske hoved, og mens vi sad i rundkreds om den elektriske stol hævdede jeg at den som ikke havde haft reele oprørske hensigter, men som kun havde haft tanke for egen fordel, ikke blot var skyldig i magthavernes øjne, men også i vore”. Han undskylder sine egne meninger og handlinger hele tiden, ved at overbevise gruppen om, hvad det rigtige er. ”Den der siger, at Vita skal overleve, har måske ingen anden grund til det end at han selv syntes bedre om Vita end vi andre”. ”Jeg vidste nemlig, at der var et skinsygeforhold mellem to af mændene for Vitas skyld. Og den ene af mændene kastede sig straks over den anden… Han var slået bedøvet før vi satte ham til rette”. ”Den som slog afdøde ned havde private motiver til at gøre det”. Hovedpersonen har hermed allerede fået den grædende dreng og Vitas beundrere af vejen. Og efterfølgende kunne de henrette Vita. Han fastslår i sidste ende, at den, som frivilligt vil dø, fortjener at leve. Men han har ikke selv på et eneste tidspunkt overgivet sig selv til de andre. Dermed burde han ikke fortjene at stå, som en af de sidste to i enden ud fra hans egen holdning. Han fornægter næsten at være en af de gode. Denne situation kunne ske når som helst og overalt. Derfor at den skrevet tidsløs. Det er en fortælling om menneskets dyriske jeg, som i sidste ende vil gøre alt for overlevelse. Et stof i menneskets krop uskilles, når man sættes i et dilemma mellem liv og død. Det er de færreste, som ved ,hvordan man vil reagere i en sådan situation. Jeg-personen får os i slutningen til at tro, at det hele er planlagt, og han i sidste ende hele tiden har haft en idé om udslettelse. Den stærkeste overlever. Villy Sørensen tager os med på en kort rejse til alt andet end det idylliske paradis. Han får tankerne til at løbe rundt i os alle, og sætter os næsten på en prøve. Hvad ville vi gøre? De fleste mener, at de ville give deres højre arm for en kær, eller ville udsætte sit liv for et barns skyld. Men når alt kommer til alt, så reagerer vi anderledes, da det ’ubevidste jeg’ vil forekomme. Man kender det fra socialpsykologen Phillip Zimbardos fængselsforsøg, hvor han tilfældigt inddeler 21 frivillige mænd i 2 grupper, den ene er betjente og den anden som indsatte. Her ser man, at rollerne i dette lukkede fængsel af et forsøg, spredes meget hurtigt imellem. Og de almindelige mænd, som blev tildelt rollerne, som betjente allerede besidder en form for magt overfor den anden gruppe. Dette sker næsten som en naturlig forvandelse, og alligevel ikke. Et andet psykologisk eksperiment er Milgram-eksperimentet, hvor der er 3 mennesker, som deltager. En forsøgsleder, en lærer og en elev. Eleven var skuespiller, hvor så læreren var forsøgskaninen udefra. Læreren fik besked på at give eleven stød helt op til 450 Volt. Almindelige mennesker gav eleven stød fra 45Volt og til de 450Volt, også selvom eleven skreg, og de fik besked på, at det var farligt.
Det er gratis at oprette en konto