Drengen havde det jo ellers så godt. Ingen kunne faktisk forstå, hvordan han kunne være så glad. Husene omkring ham var små og forfaldende, græsset i fælleshaven var visnet midt i august måned. Der boede tre børn i kvarteret, ingen af dem gad at lege med ham, men alligevel var han så lykkelig. Vejen, hvor ingen bil nogensinde nærmede sig, var der til somme tider alligevel en bil, der sneg sig forbi, og som den eneste løb drengen ikke derover for at kigge, hvem det var. Det var som om han levede i sit eget lille univers, hvor ingen kunne komme ind til ham. Hvis bare han var kommet ud af det lille lykkelige univers, var der ikke et hår, der var blevet rørt på hans lille fine hoved, men sådan ville skæbnen ikke have det.
Han løb frem og tilbage på den lille græsplæne, han sang den melodi, som han altid gjorde. Han smilte over hele hovedet men vi ved jo godt, at det smil ikke vil vare længe. Han hoppede, sang og dansede, han gjorde alt det, og alligevel mistede han ikke smilet.
Alle tænkte på, hvordan hans lykkelige drømme univers var, men ikke mindst, drømte de alle om at komme derind. De ville alle vide, hvad han gjorde for at skabe det univers inde i sit hoved, men den hemmelighed blev aldrig afsløret.
Det er gratis at oprette en konto