'Gengangere' af Henrik Ibsen, analyse

Henrik Ibsens Gengangere, er et teaterstykke der er skrevet i 1881.

Han var en af hovedforfatterne i Det moderne gennembrud, som var en periode, der var stærkt styret af naturalismen. Det skulle altså være så realistisk og naturalistisk som overhovedet muligt, hvilket var Ibsens speciale. Gengangere bruser af naturalisme, og Ibsen retter stærk kritik mod datidens samfund og kommer grundigt ind på spørgsmålet om arv og miljø. Ibsen benytter sig også af bland andet den retrospektiv dramatiske teknik, som lader hovedpersonernes hemmelige fortid komme mere og mere til syne jo længere man kommer ind i dramaet, hvilket også er tilfældet i Gengangere.

I Ibsens dramaer bliver der ofte fokuseret på hemmeligheder, løgne og at dramaet er inde for ”de fire vægge”. Det var typisk for Ibsen at stykket skulle omhandle en kvinde som gennemgår en forandring. I dette tilfælde er det Fru Alving vi følger. Hun sender sin søn, Osvald væk fra hjemmet som 7 årig, og han vender først tilbage 10 år efter. Hun sendte ham væk for at undgå at han ville blive ligesom sin far, men Fru. Alving må nok indse at hun ikke kan forhindre Osvald, hendes søn, i at blive ligesom sin far.

Osvald er Fru Alvings søn, og er kunstmaler. Han er netop vendt tilbage fra et flerårigt ophold i Paris. Som dramaet skrider frem får Osvald udviklet et romantisk forhold til tjenestepigen Regine. Regine arbejder for Fru Alving, på hendes asylcenter. Alving er en enke frue, og holder inde på nogle store og skæbnesvangre hemmeligheder om sin søn, Osvald. Fru Alving gør alt i god mening, og har kun ønsket alt godt for Osvald, men da vinden blæste en anden retning end hun ville, har hun ikke kunnet fortælle hemmeligheden, da det vil skabe store problemer mellem Osvald, Regine og Fru Alving. Hun er tilhænger af ”de nye tanker”, som kom i forbindelse med denne nye tænkning under Det moderne gennembrud. Der bliver lagt meget vægt på forholdet mellem mand og kvinde. Gennem dramaet får man den en form for sympati for hende. Hr. Alving var alkoholiker og var meget utilstrækkelig. Men Fru Alving var ikke helt så god selv. Under denne tidperiode var det vigtigt at en kvinde tilfredsstillede sin mands behov, og det gjorde Fru Alving ikke. Hun forsøger at stikke af fra Hr. Alving, hvilket var et stort brud på respekten. Hun stak af hjem til Pastor Manders. Det oplyses ikke direkte, men de havde nogle følelser for hinanden. Selv om Pastor Manders godt ved, hvad der venter Fru Alving der hjemme, sender han hende alligevel retur. Manders er kirkens tjener og moralens vogter. Han er hyklerisk, selvoptaget og dobbeltmoralsk. Han er rådgiver, og lytter og rådgiver i dette tilfælde Fru Alving med hensyn til denne store hemmelighed.