Trommesættet, venskab og ensomhed

Skolen er slut, og jeg sidder i bussen med alt for høj rockmusik i ørene en fredag eftermiddag. Regnen slår arrigt mod ruden. Jeg skal mødes med Kasper inde i byen. Jeg har nu, efter et års hårdt arbejde, nok penge. Jeg kan ikke vente. Og slet ikke sidde stille i bussen. Trommer med fingrene på mine lår, og tramper med fødderne i takt med musikken. Bussen kører alt for langsomt synes jeg. Jeg er som et lille barn Juleaften, der venter på at åbne den store pakke, som jeg allerede ved, hvad indeholder.

Bussen kører nu ind på stationen, og allerede før døren er helt åbnet, er jeg ude af den og i løb ned ad gaden. Regnen er stilnet af, men det drypper stadig lidt. Jeg løber forbi bageren og drejer ned af en lille sidegade. Kasper står allerede inde i butikken, da jeg ankommer stakåndet og halvvåd. Vi giver hinanden high-five, og Kasper spørger om vi skal se på varerne. Jeg kigger mig omkring i det lille lokale. Der er lavt til loftet, og fra væg til væg er der fyldt op med guitarer, trommesæt, klaverer og mange andre instrumenter. Der kommer en tynd og bleg mand ud fra et baglokale. Han spørger med en dirrende stemme, om han kan hjælpe med noget. Jeg svarer energisk, at jeg gerne vil se på et trommesæt, hvorefter han viser os rundt. Efter to trommesæt viser han mig et sort Pearl trommesæt med dobbelpedal, og jeg er solgt. Hans blege hud står i uhyggelig kontrast til det sorte, skinnede lak. Jeg spørger om jeg må prøve det. Selvfølgelig må jeg det. Jeg sætter mig på den polstrede skammel og hamrer løs. Jeg fyrer en 10 minutters lang solo af. Han kigger imponeret på mig, da jeg er færdig. Spørger mig om jeg kan lide det. Jeg svarer at jeg er vild med det, og blinker til Kasper. Jeg betaler ham de 9.000 kroner. Kasper ringer til sin far, og kort efter holder han i sin firmabil udenfor. Han må dukke sig for ikke at slå hovedet mod dørkarmen. Kasper far er høj og kraftig og enormt flink. Han er højtlønnet ingeniør. Kaspers forældre er meget rige modsat mine egne. Min far er postbud og min mor arbejdsløs. Vi bærer mit trommesæt ud i bilen, og Kasper får penge til et par plektarer og et sæt strenge til sin sorte stratocaster. Solen har vundet kampen over skyerne og sender nu sine varme stråler ned mod os. En af dem rammer min lilletromme, da jeg som det sidste bærer den ud i bilen, og bliver sendt videre af det sorte lak. Kaspers far kører heldigvis ikke for langsomt. Med speederen i bund ned af de brostensbelagte gader. Det giver genlyd i gaderne, når de store 19” hjul kommer fræsende hen over stenene. Der går ikke længe, inden vi kører op ad indkørslen til deres villa.