Frihed og cykling: en personlig refleksion

Allerede som lille fik jeg min første cykel, det var en lille rød cykel, med to blå fartstriber, et bøjet styr, men ingen gear. Eftersom jeg ikke bare kunne sætte mig op på cyklen og så cykle derudaf, måtte min far hjælpe til. Derfor startede det med, at han bukkede sig ned og tog fat på bagagebæreren med begge hænder, hvorefter han, så godt som han nu kunne, løb bagefter. Men efter et stykke tid følte jeg, at han var mere til besvær end til hjælp, det virkede, som om han forsøgte at sinke mig, (hvilket, når jeg nu tænker tilbage nok mere skyldes hans dårlige form end hans bekymringer om, at jeg skulle falde og slå mig). Derfor besluttede min mor og far sig for at installere to støttehjul. Nu kunne jeg altså cykle for mig selv, men alligevel ikke helt, for min mor havde besluttet, at min far skulle cykle med. Dette var jeg meget utilfreds med, og som en anden hadede jeg min far for, at han ikke ville lade mig gøre, som jeg ville. Jeg husker en dag, vi var ude og cykle på denne her runde, som jeg stadig tit køre ud på, hvor jeg blev så sur på min far fordi han ikke sagde der også var modvind på rundstrækningen. Det var altid ham, der bestemte, hvor hurtigt vi skulle køre, de dage hvor jeg ville cykle langsomt og nyde turen, ville han cykle hurtigt og de dage hvor jeg ville cykle hurtigt, havde han ikke lyst. Det var også altid ham, der skulle bestemme vejen. Jeg husker en dag, hvor vi cyklede rundt inde i byen og jeg ville cykle hen til en af byens rundstrækninger, men den runde, hvor jeg ville hen til, ville min far absolut ikke hen til, han mente, der var for mange bakker og der var i øvrigt også alt for meget trafik. Derfor måtte vi, til min store utilfredshed, cykle hen til en lille runde hvor der ikke var så meget trafik og heller ikke så mange bakker. Efter mange dages intense diskussioner med mine forældre besluttede de sig en dag for, at jeg måtte få en ny cykel. Det var ikke så meget det at få en ny cykel, jeg var mest glad for, men mere det, at mine forældre nu endelig havde besluttet sig for at støttehjulene skulle af. Desværre følte jeg mig dog kun delvis fri for mine forældres beskyttende hænder. Skolen, som jeg lige var startet i, lå uheldigvis overfor kontoret, hvor min mor arbejdede. Dette betød, at jeg selv nu, hvor jeg havde fået min egen cykel, der endda havde fem gear og en ringklokke, stadig ikke kunne cykle alene. I lang tid følte jeg, at den frihed jeg lige havde tilegnet mig var blevet berøvet.