Forkælelse gør ondt

Det hele startede, dengang jeg blev født. Min mor var en hjemmegående kvinde, og min far var pilot. Han tjente mange penge, men var næsten aldrig hjemme. I min familie manglede jeg ingenting. Jeg var et meget forkælet barn. Jeg fik, hvad jeg pegede på, og jeg fik også massere omsorg og kærlighed.

Nu står jeg her. Jeg bor ved min tante, og jeg ville ønske, at alle ting bare var anderledes. Alt den forkælelse havde bare givet bagslag. Nu skal jeg til at begynde på efterskole, som jeg aldrig nogensinde ville. Det er min tante, som har bestemt, at jeg skal af sted. Hun gider ikke have mig. Hun vil bare af med mig. Det er også fint for mig, at jeg skal på efterskole, også selvom at jeg ikke gider. Jeg mangler at være social, det er også derfor, jeg bare gik med på ideen om efterskole. Faktisk ville jeg hellere være startet på gymnasium. Så kunne jeg få afsluttet skolen hurtigere. Jeg hader skole, men jeg er bare nød til at kæmpe mig igennem det.

Jeg var en lille pige. Jeg havde aldrig rigtigt set min far, og jeg havde heller aldrig lært ham at kende. For mig var han en fjern person. Så en dag da han kom hjem, var jeg bange for at snakke med ham. Mor havde nemlig altid sagt, at jeg ikke måtte snakke med fremmede. Jeg lyttede på min mor, men derfor snakkede jeg ikke med min far den første dag. Mine forældre prøvede at banke det ind i hovedet på mig. ”Den mand lige her må du godt snakke med”, blev min mor ved med at sige. Min far stod bare og nikkede: ”Jeg er din far lille skat. Jeg er ikke farlig”. Jeg begyndte at snakke til ham. Jeg var ikke bange for ham mere. Han ville mig intet ondt. Det fortsatte sådan i mange år. Til jeg var omkring de 8 år. Han var ude flere måneder i streg og kom hjem 1 til 2 uger. Hver gang han kom hjem, skulle jeg til at lære ham at kende igen. Jeg kunne ikke kende ham. For hver gang han tog ud som pilot, blev han ældre og ældre. Det var svært for mig at kende ham. Jeg skulle også have genopfrisket hans navn hver gang, han kom hjem. ”Jeg tror, at det var Peter, han hed. Eller var det Thomas?”. Han blev ved med at sige: ”Jeg er din far, og jeg hedder Jens”. Jeg stod hver eneste gang og lignede et spørgsmålstegn. ”Jens? Jeg troede, at du hed Peter eller måske Thomas?”