Sandheden er sådan noget mærkeligt noget. Man lærer helt fra man er lille, at man altid skal sige sandheden, fordi det er det rigtige. Alligevel findes der øjeblikke, hvor sandheden føles som et slag i maven – både når man selv får den at vide, og når man er den, der skal sige den. Jeg kan stadig huske en episode fra 8. klasse, hvor jeg fortalte en ven, at jeg syntes, han var begyndt at trække sig væk fra alle andre. Jeg sagde det, fordi jeg var bekymret, men han blev vred og mente, jeg blandede mig i noget, jeg ikke forstod. I flere uger sagde vi næsten ikke et ord til hinanden. Sandheden gjorde ondt – men den var nødvendig.
Når jeg tænker over det i dag, er jeg stadig i tvivl om, hvorfor sandheden kan være så hård at håndtere. Måske fordi sandheden tvinger os til at se os selv udefra. Den afslører ting, vi helst vil gemme væk, og den river masker af, vi har brugt tid på at bygge op. Mennesker har det med at beskytte sig selv med små løgne: “Jeg har styr på det.” “Det betyder ikke noget.” “Jeg er ikke ked af det.” Men bag facaden ligger der ofte en virkelighed, vi ikke tør stå ved.
Det er gratis at oprette en konto