EU’s historie går tilbage til tiden efter anden verdenskrig (1939-1945). Seks lande besluttede i 1951 at lade en fælles organisation kontrollere deres produktion af to vigtige råstoffer for krigsindustrien – nemlig kul og stål. På den måde ville landene forhindre fremtidig militær oprustning. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – som det nye samarbejde blev døbt – skulle ikke blot overvåge, hvor meget kul og stål de enkelte lande i fællesskabet producerede. Fællesskabet skulle også oprette et marked, hvor de to råstoffer kunne handles frit.
Målet var fred og fordragelighed, og midlet var et samarbejde, der skulle binde de nationale økonomier sammen – de gamle arvefjender skulle have fælles interesser, så det ikke kunne betale sig at bekrige hinanden.
I 1952 havde Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab får ansvaret for at tilpasse produktionen af kul og stål i Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg og Italien.
Kommission
Kommissærerne er politikere, ikke embedsmænd, og har som regel en politisk baggrund i deres hjemland. Kommissærerne vælges af medlemsstaternes regeringer, men de må ikke efter udnævnelsen tage mod instruktioner fra deres respektive hjemlande, og de skal handle i hele Fællesskabets interesse. Kommissionen fordeler de forskellige ansvarsområder mellem de enkelte kommissærer. Kommissionen har et næsten fuldstændigt initiativmonopol foruden væsentlige kontrolforpligtelser over for medlemsstaterne.
Det er gratis at oprette en konto