Muskel skade

I det følgende diskuteres et udvalg af almindeligt brugte og anerkendte forebyggelsestiltag. Det er tiltag, der sigter mod en reduktion af de interne risikofaktorer gennem en generel forbedring af den enkelte idrætsudøvers fysiske kapacitet til at håndtere stressede og farlige idrætssituationer. Det drejer sig om opvarmning, konditionstræning, styrketræning og udspænding. Selvom det er indlysende, at alle de nævnte træningselementer kan indgå i f.eks. et opvarmningsprogram, vil de for overskuelighedens skyld blive behandlet hver for sig.

Opvarmning

Opvarmning under en eller anden form før den egentlige idrætsudøvelse anses generelt i den internationale litteratur for at være en af grundstenene i skadeforebyggelse (3,4,6,13,18,20-29). De mest almindeligt forekommende skadetyper overhovedet er forstrækninger, forvridninger og fibersprængninger, der alle involverer beskadigelse af muskler, sener, ligamenter eller bindevæv eller oftest af flere af disse vævstyper på en gang. Disse skader kan inddeles i tre kategorier (24): Den første er muskelømhed, som sætter ind 1-2 døgn efter træningen. Det er en mild og meget almindelig skade, der sandsynligvis skyldes meget små rifter indeni muskel/sene-enhedens væv. Den anden kategori er skader, der er karakteriseret ved en pludselig stærk smerte forårsaget af, at muskelfibre overrives. De forekommer i meget forskellige sværhedsgrader, der spænder fra få fibre til fuldstændig overrivning af musklen. Den sidste kategori er muskelømhed eller krampe, der opstår under eller straks efter træning. Årsagen er ikke afklaret, men mange forskere antager, at ophobning af affaldsstoffer i vævet som følge af overanstrengelse er skyld i problemet (24). Det antages, at forstrækninger og fibersprængninger forårsages af overspænding i den sammentrukne muskel eller overspænding i kombination med et voldsomt stræk i musklen (21,24). Det er derfor et vigtigt fokus for en skadeforebyggende indsats at forsøge at bearbejde musklen, således at den kan modstå overspænding og stræk uden at lide overlast i form af overrevne fibre. Det er særligt i denne sammenhæng, at opvarmning menes at spille en væsentlig rolle. Der er bred enighed i oversigtslitteraturen om, at hovedfordelene ved opvarmning er knyttet til temperaturafhængige fysiologiske processer i muskel/senevævet, hvilket vil sige, at opvarmningens skadeforebyggende virkning primært tilskrives den temperaturstigning i vævet, som opstår under opvarmning (3,21,24,25,27,28). Den hævede temperatur forøger stofskiftet i cellerne og fremmer derved både iltoptagelsen og effektiviteten i udnyttelsen af de næringsstoffer, der er afgørende for, at vævet kan producere den fornødne energi til fysisk aktivitet. Ligeledes ser det ud til, at den mekaniske muskelsammentrækning bliver hurtigere og mere kraftfuld med den let forøgede temperatur i muskelvævet. Nervereceptorernes følsomhed og nerveimpulsernes transmissionshastighed er også påvirket af temperaturen, hvilket er en særlig fordel i idrætsgrene, der involverer meget komplekse kropsbevægelser, idet koordinations- og reaktionsevne bedres (8,25). Endelig virker den forhøjede temperatur også karudvidende, hvilket medfører forbedret blodgennemstrømning i den aktive muskulatur, således at næringsstoffer tilføres og affaldsstoffer fjernes hurtigere og mere effektivt end i kolde muskler (25,27). Der findes så vidt vides ingen eksperimentelle data, der dokumenterer, hvordan opvarmning beskytter mod skader, men forsøg med kaniner tyder på, at opvarmet muskel- og bindevæv med forøget blodgennemstrømning er blødere og mere elastisk end koldt væv (24,28). Det bevirker, at leddenes bevægelighedsspektrum udvides, at gnidningsmodstanden mindskes, og at muskler, sener og bindevæv kan strækkes længere og derfor kan modstå større og voldsommere stræk og absorbere mere kraft, inden de skades (21,24,25,27,28). Resultaterne er dog ikke entydige, hvad angår temperaturstigningens betydning for vævets evne til at producere og absorbere kraft. Det er muligt, at