Den forladte strand

Jeg slentrede hen ad fortovet, med nedslidte sko og en stråhat siddende halvt nede foran øjnene på mig. Klokken var halv fem om morgenen, der var ikke så mange mennesker på gaden så tideligt på dagen. Jeg slentrede forbi kirken og gik ind i parken, som lå til højre for kirken. Jeg gik og tænkte over hvad der var sket, og hvordan det var sket. Jeg kunne slet ikke fatte, hun bare havde forladt mig uden noget tilbage ikke engang et brev. Jeg gik og tænkte, over hvorfor ting som det altid skete for en fyr som mig. Pludselig kommer der et egern med hoppende ud på grusstien, den stopper og det samme gør jeg. Den kigger sig omkring, og spidser øre og kigger på mig, den hopper over mod mig, og der. jeg så mig selv gå hen ad stien sammen med Juliet. Vi gik og snakkede og grinte vi holdte i hånd. Men pludselig stopper Juliet op og siger, ”kan du høre det Artemis?” jeg svare hende ikke jeg kigger bare på hende. ”Der!” siger hun ”så du det?” Jeg er helt sikker på at jeg så et egern” jeg kigger over mod det store egetræ. Der kommer et lille hoved frem bag den store solidt plantede egestamme. ”kan du se den?” siger Juliet. ”Jeg tror den kigger på dig” siger hun. Jeg svare ikke jeg kigger bare på den og den stirre tilbage på mig, med sine kul sorte øjne. ”kom her lille egern” siger Juliet med en blid stemme. ”vi gør dig ikke noget” egernet kommer nu helt til syne, bag den store stamme. Den hopper over mod os og Juliet kigger op på mig. ”Arty?” siger hun, ”jeg vil have et barn”. Pludselig kan jeg mærke en kold hånd på min kind. ”hallo kan de høre mig?” jeg åbner øjnene og kigger direkte op, i øjnene på en helt bleg kvinde. Hun smiler lettet, og ånder lettet op. ”Hvad er der sket?” spørge jeg med rystende stemme. Damen kigger på mig ”jeg kom gående rundt om hjørnet derovre, jeg så dig slingre rundt på stien og pludselig, faldt du om. ”øh… hvor langt tid er der gået? ”Ca. et kvarter”. ”Tak” sagde jeg med svækket stemme, mens jeg fik stablet mig på benene. Damen smilede til mig men så samtidig, meget bekymret ud. ”Kan du godt selv finde hjem?” sagde hun og så bekymret på mig. ”ja det fint jeg klare mig. mange tak for hjælpen” jeg begyndte og gå så hurtigt jeg kunne. Jeg havde en irriterende banken i hovedet og mit blik var helt sløret. Jeg kunne knap nok se min egen hånd. Det så ud som om jeg var i et video spil med meget dårlig grafik. Jeg fandt en stor mur af sten og klamrede mig op ad den. Det så ud til at være et af de bjerge, der indhegnede parken. Jeg lænede mig op ad bjerget, mens jeg gik. Lidt forude kunne jeg se et stykke af bjerget, som var et helt fyldt med mos da jeg kom tættere på kunne jeg høre noget vand. Det lød som bølger men der var ingen havn i miles omkreds og det regnede heller ikke. Jeg gik tættere på moset, for hvert skridt jeg tog, blev lyden tydeligere og tydeligere. Da jeg kom til moset forsvandt det. Der var et lyst skær og jeg gik hen imod det. Da jeg kom igennem en lang tunnel, kom jeg ud på en lang hvid sandstrand. Vandet var helt gennemsigtigt og sandet var kridhvidt. Min dunken i hovedet var væk, og jeg så klart og tydeligt den mindste detalje på stranden. Jeg begyndte og se mig lidt omkring. Midt i alt det dejlige lå der en uhyggelig lille dukke. ”Hallo!” fløj det ud af mig selv om jeg godt kunne tænke mig til at stranden var forladt. En lille pige kom til syne bag den store sten dukken lå på. Hun sagde ikke noget hun smillede bare og tog dukken op i hånden. Hun viskede noget i øret på dukken og lagde den så ned på stenen igen. Jeg prøvede og hen imod pigen men jeg kunne ikke røre mig. pigen begyndte og grine, det var ikke nogen normal latter. Det lød som en latter jeg engang havde hørt i en gyserfilm, så den var ikke spor rar. Dukken begyndte og røre på sig, jeg var sikker på at jeg drømte men alligevel føltes det bare så vireligt. Pigen gav en høj latter fra sig og forsvandt. Dukken rejste overkroppen op og stirede på mig med sine helt blanke og sorte øjne. Den begyndte og lave et grin som kun et barn kan lave, men det var ikke et rart grin. Det var et af de grin du for kuldegysninger af. Jeg kunne stadig ikke røre mig, det var som om en form for kraft holdt mig fast. Dukken drejede hovedet uden og bevæge kroppen det mindste. Den rakte sin hånd op mod mig, det så ud som om den prøvede på et eller andet. Den prøvede og få sin finger fri fra de andre. til sidst rev den fingrene fra hindanden og pegede over mod mig, det så ud som om jeg skulle komme over mod den. Den lavede en finger bevægelse som betød at jeg skulle komme nærmere. Mine ben begyndte og løsne sig men det føltes ikke som om jeg havde kontrol over min egen krop. Jeg bestemte ikke selv at jeg gik over mod dukken. Mine arme var stadig låst fast som var jeg et træ. Jeg stod 2-3 skridt væk fra dukken. Den begyndte at smile, jeg kunne stadig ikke røre mig. Den åbnede munden og ud af munden kom en høj latter. Den blev højere og højere, jeg begyndte at få ondt i hovedet, det dunkede sådan. Latteren blev højere og højere, Og min dunken blev være og være. Alt sortnede jeg følte jeg faldt og faldt jeg så jorden komme nærmere og nærmere.Jeg vågnede i sengen gennemblødt i sved. Men der var noget galt. Rummet var helt hvidt og jeg var ikke alene, der stod en mand ved siden af mig han var klædt i hvidt. Hvor var jeg hvad var der sket?